FLENSBORG AVIS I NAZI-TIDEN

Manden der ofrede sig selv

RENÉ RASMUSSEN BOG “FRONT OG BRO” handler om Flensborg Avis i mellemkrigstiden og under nazisterne og er en fantastisk historie. Den er tynget af dokumentation, der nogle gange skygger for analysen. Forfatteren kommer dog godt og solidt omkring alle aspekter af de specielle avisforhold.

Ernst Christiansen sikrede Flensborg Avis’ overlevelse – men ikke sin egen. (Foto: Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig)

Det er et under, at Flensborg Avis i nazitiden slap med forholdsvis få skrammer i et ellers totalt ensrettet presselandskab. Mens

tyske aviser blev underlagt en total direkte og indirekte censur, kunne det danske mindretals avis bevæge sig mere frit i 1930erne og i krigsårene frem til 1945. Ja, Flensborg Avis var det frieste blad i hele Det tredje Rige.

Fortjenesten var på mange måder chefredaktør Ernst Christiansens. Han lagde en linje, som gjorde, at bladet overlevede. Godt nok var Flensborg Avis ufarlig over for Hitler-regimet i Berlin, men i den slesvig-holstenske grænsekamp kunne et enkelt fejltrin have været fatalt.

I bogen om Flensborg Avis under prøjserstyre beskrev historikeren Rene Rasmussen perioden fra 1869 til redaktør Jens Jessens død i 1906. Bogen udkom i forbindelse med Flensborg Avis” 125 års jubilæum i 1994 og følges nu – 11 år senere – op med et omfattende to-binds værk om avisens historie fra 1930 til 1945. Når man har læst om Gustav Johannsens og Jens Jessens forbitrede kamp mod prøjserstyret, kan det måske være vanskeligt entydigt at sige, at Ernst Christiansen-perioden under nazi-diktaturet var den sværeste periode i avisens historie. Omvendt kan man driste til sig til at spørge, hvordan mon det var gået i årene 1933-45, hvis nu en stridbar Jens Jessen havde ledet avisen i denne periode. Spørgsmålet sætter Ernst Christiansens personlige rolle i perspektiv.

Rene Rasmussen beskæftiger sig i det ny værk, “Front og bro – Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945”, med to temaer, som i 1930erne kom til at spille en væsentlig rolle for Flensborg Avis, Danmark og det danske mindretal i Sydslesvig:

• Den danske presse i Sydslesvig som et tysk udenrigspolitisk problem i forhold til Danmark.

• Divergensen mellem den tyske centralregering i Berlin, som helst ville fare med lempe, og en aggressiv slesvig-holstensk grænsetyskhed, som hellere ville have taget de grovere midler i brug over for avisen og mindretallet.

 

René Rasmussen beskæftiger sig i »Front og bro« med temaet Flensborg Avis som et udenrigspolitisk problem mellem Berlin og København.

 

FRONT OG BRO

En væsentlig ledetråd for hele perioden med Ernst Christiansen som chefredaktør var hans front og bro-tankegang. “Fronten” kan bedst forklares som et værn om danske værn om danske værdier, politisk, kulturelt og geografisk, ideelle værdier, som skulle indgyde den tyske nabo respekt. Begrebet “bro” var lidt mere sammensat, men stod groft sagt for en imødekommenhed over for Tyskland og den tyske kultur i Sydslesvig.

Rene Rasmussen beskriver på meget grundig vis, hvordan denne tankegang gennemsyrede Ernst Christiansen reaktionsmønster og redigering af Flensborg Avis under nazismens pres.

Netop denne del har kollegaen Axel Johnsen beskrevet i sit historiespeciale ved Aarhus Universitet i 1997 (gengivet i forkortet udgave i Sønderjydske Årbøger 1998). Men ellers er det en meget uudforsket periode i Flensborg Avis” historie, Rene Rasmussen beskriver i sit værk.

Han lægger ud med at dokumentere, hvordan Ernst Christiansen blev påvirket af forgængeren Jens Jessens tankegods – selv om de som mennesker var af vidt forskellig støbning. Ernst Christiansen gav nøjagtig ligesom Jens Jessen i 1880erne og 1890erne nationale svar på snart sagt alle politiske spørgsmål – ja selv sociale spørgsmål. Bogen fastslår ligefrem, at Ernst Christiansen på mange måder levede i en apolitisk drømmeverden.

René Rasmussen: Ernst Christiansen var en fighter. Han mødte ufattelig megen modstand – nok til at knuse de fleste. (Foto: Flensborg Avis)

FREMRAGENDE

Rene Rasmussen dokumenterer på fremragende vis, hvordan Flensborg Avis manøvrerede mellem udenrigsministeriet i København, propagandaministeriet i Berlin, hjemmetyskerne i Nordslesvig og de stærk tysk-nationale i Slesvig-Holsten. Det sker med et væld af lederuddrag og korrespondancer. Man kan kun beundre det kæmpearbejde, der ligger til grund for fremstillingen, ved gennemlæsningen af et utal lederartikler.

Årsagerne til, at Berlin overhovedet tolererede avisen, var flere. Den tysksprogede, men dansksindede avis “Der Schleswiger” var konstant en torn i øjet på både de lokale grænsetyske blade og agitatorer og Berlin og endte med at blive lukket af myndighederne. Nok var “Der

Schleswiger” især i 1920erne under Jacob Kronika mere bidsk end Flensborg Avis, men dette blad var også mere farlig for de nationale grænsetyskere og nazi-regimet i Berlin alene af den grund, at bladet udkom på tysk.

BETYDNINGSLØS

Grænsetyskerne kunne ikke leve med “Der Schleswiger”, fordi de mente, det gik på hugst uden for det danske mindretals inderste cirkler. Og Berlin ville ikke acceptere et tysksproget blad, der skrev alt det, der var de øvrige aviser i Tyskland forbudt.

Samtidig lagde Flensborg Avis en linje, der specielt til at begynde med så de positive sider ved nazismen. Bladet udkom på dansk, og oplaget syd for grænsen var så ringe som 1500 eksemplarer. Altså stort set betydningsløs for Hitler.

Ernst Christiansen skrev blandt andet, at kejser Wilhelm for det danske mindretal havde været en værre mand end Adolf Hitler, og selv om han var betænkelig ved kravene om parlamentarismens afskaffelse i Danmark og Tyskland, så fremhævede han også flere gange de negative sider ved det parlamentariske demokrati, blandt andet langsommeligheden.

 

Det var her på Nordermarkt, at Flensborg Avis havde redaktionslokaler i 1930erne.(Foto: Flensborg Avis)

STORE OVERSKRIFTER

Mens de danske aviser tog de store overskrifter frem i deres reportager fra 1930ernes Tyskland, var Flensborg Avis på lederplads og i reportageform langt mere forsigtig – ja, den var nærmest en duks sammenlignet med de danske aviser. Ernst Christiansen løftede adskillige gange pegefingeren over for “sensationsjournalistikken” i Danmark, som kan kaldte den.

Det syntes man godt om i udenrigsministerierne i både København og Berlin, hvor der var den fælles interesse i at holde et godt naboskab – selv om baggrunden for interesserne naturligvis var vidt forskellige. Den danske regering var interesseret i, at dansk presse ikke kritiserede Tyskland i alt for kraftige vendinger, og propagandaministeriet i Berlin var nærmest forfængelig, når det gjaldt Tysklands omdømme i de udenlandske aviser. Således blev Ernst Christiansen – meget naivt set med eftertidens briller – ved med at fremhæve Hitlers egne udtalelser om Berlins vilje til fred.

Rene Rasmussen kalder nærmest avisens lederskribenter for en slags nyttige idioter.

Og sådan fik Flensborg Avis med Rene Rasmussens ord “en helt særlig stilling i tysk propagandapolitik”.

 

Adolf Hitler interesserede sig kun i ringe grad for det danske mindretal i Sydslesvig. De slesvig-holstenske nazisterne var langt farligere for Flensborg Avis. (Arkivfoto)

HVAD VAR ALTERNATIVET?

Men skulle Flensborg Avis på lederplads blot have holdt mund?

Det savner man nogle gange en lidt klarere diskussion af fra Rene Rasmussens side, selv om dette kunne nærme sig en domsfældelse. Han konstaterer dog, at det gik galt for Ernst Christiansen, da han i forsommeren 1933 tillagde nazismen et “grundtvigiansk-folkeligt begreb”, men totalt overså, at nazismen var “völkisch”. Dette tyske begreb dækkede over det ekstreme, det ikke-rationelle og det anti-moderne. Kernen var, i hvor stor udstrækning hele front og bro-tanken skulle bruges over for Nazi-Tyskland.

Det fremgår klart af bogen, at Jacob Kronika var en vigtig person, når det gjaldt Flensborg Avis” tålelige forhold til naziregimet i Berlin. Kronika var blevet Berlin-korrespondent for Nationaltidende i København og Flensborg Avis, da han forlod “Der Schleswiger”, og han havde forbindelser langt ind i embedsmandsapparatetet i den rigstyske hovedstad.

Det var Kronikas fortjeneste, at avisens medarbejdere fik passersedler, efter at grænsen i april 1940 blev næsten hermetisk lukket. Kronika nød en stor velvilje i Berlin, men måtte også give modydelser. Rene Rasmussen fremhæver dog også, at Berlin vidste, at en indskrænkning i Flensborg Avis” handlefrihed ville kunne få konsekvenser for den hjemmetyske Nordschleswigsche Zeitung.

Rene Rasmussen kommer godt og solidt omkring alle aspekter af de specielle forhold et dansksproget dagblad i Tyskland havde i mellemkrigstiden og under Anden Verdenskrig.

Efter 1920 blev Flensborg Avis afskåret fra sit oprindelige kerneområde Nordslesvig og fik stærk konkurrence fra de danske aviser mellem grænsen og Kongeåen – især fra Jydske Tidende, der blev grundlagt af Berlingske-koncernen i 1929.

Flensborg Avis” problem blev udtalt på flere områder. For det første blev avisen fanget i den dårlige valutasituation forårsaget af den svage rigsmark. Bladet havde størstedelen af udgifterne i Tyskland, mens indtægterne hovedsageligt kom fra abonnenter og annoncører i Danmark. Det kom så vidt, at der i 1937 var planer om at flytte bladhuset nord for grænsen.

DILEMMAET

Samtidig var dilemmaet også, hvorvidt Flensborg Avis skulle være en avis med lokal- og petitstof fra Nord- og Sydslesvig eller et blad med mere landsdækkende stof.

Ernst Christiansen havde fremskredne planer om det sidste, men planerne mødte modstand fra blandt andre de private og offentlige bidragydere i Danmark, som avisen gennem 1920erne og 1930erne blev mere og mere afhængig af. Det var i denne periode, at Flensborg Avis for alvor blev tilskudsavis og også afhængig af de bevilgende myndigheder – og af blandt andre det socialdemokratiske folketingsmedlem J.P. Nielsen fra Broagerland. Fremstillingen tegner ikke altid et sympatisk billede af hans indflydelse i sagen Flensborg Avis.

KILDERNE TALER

Det er en vægtig fremstilling, Rene Rasmussen her giver. Men nogle gange er den også en smule tung. Det skorter ikke på dokumentation. Adskillige eksempler og citater fra ledere, breve eller andre optegnelser er ofte vidnesbyrd for den samme påstand. Og her spørger man sig, hvilken rolle Rene Rasmussen så har – formidlerens eller den strengt videnskabeligt arbejdende historiker. Man kommer nogle gange i tvivl om, hvem bogen henvender sig til. Analysen drukner lidt i den voldsomme mængde af citater og dokumentation. Bogen fastslår, at Ernst Christiansen ofte fejlfortolkede Hitler (som mange andre gjorde det i datiden), men det kan være lidt vanskeligt at læse ud af teksten, hvornår Ernst Christiansen var naiv, og hvornår han med kløgt og besindelse fulgte en taktik for Flensborg Avis” overlevelse i en meget vanskelig tid.

Til gengæld – og det er den anden side af den samme sag – har forfatteren en god evne til netop at lade kilderne tale for sig selv og overlade fortolkningen til den opmærksomme læser. Og det kan også være et plus.

Bogen om Flensborg Avis i denne periode er i sagens natur også en bog om arbejdsmennesket Ernst Christiansen, som modstanderne til sidst havde held med at få ram på. Episoden med lokalredaktør Viggo Laustens død under tysk fangenskab i København eskalerede, så Ernst Christiansen i juli 1940 blev tvunget til at gå af. Alternativet havde været et endegyldigt forbud mod udgivelsen af avisen. Ernst Christiansen sikrede avisens overlevelse, men ikke sin egen. Det er en på alle måder meget bevægende historie.

Rene Rasmussen: Front og bro – Flensborg Avis i spil mellem Danmark og Tyskland 1930-1945 (to bind). 1051 sider, 398 kroner (Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig).

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN