1864-SYNDROMET

I februar 1864 blev den danske dragon Niels Kjeldsen skudt ned bagfra af den preussiske fændrik Gustav von Lüttichau, fordi han nægtede at overgive sig til seks fjendtlige husarer. I 1880erne gjorde forsvarsvenlige højrefolk Kjeldsen til en nationalhelt. Men i 1892 tillod professor Karl Larsen sig at påpege, at Kjeldsen ikke gjorde front mod sine forfølgere, da han faldt, og at Lüttichau ikke blev udstødt af sine officerskolleger for sin fejhed. Det udløste en voldsom polemik. I de mellemliggende år var Kjeldsen blevet et symbol på det underkuede, men heroisk kæmpende Danmark. Det holdt bare ikke. (Maleri af Frants Henningsen, Frederiksborg Slot)

 

Da Danmark blev en ligegyldig småstat

To historikere har udsendt en medrivende fortælling om 1864. Læserne kommer med på slagmarken, erfarer om optakten til konflikten, selve krigen og dens meget langtrækkende konsekvenser. Den giver et fremragende overblik over krigen, der satte sig store mentale spor i Danmark.

 

 

1864 – Så kort kan det siges.

De to journalister og historikere Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt har valgt at lade årstallet tale for sig selv i titlen på deres ny bog. Den handler ikke blot om krigen i sig selv, men også om de begivenheder, der førte til den. Og de mange konsekvenser, krigen fik – og har den dag i dag.

Det er klogt ikke at give bogen en undertitel. Associationerne vælder forhåbentlig frem i de fleste danskere, når årstallet nævnes. Den krig har så meget med danskernes selvforståelse at gøre, at de færreste vel knap nok aner det.

Som professor Uffe Østergaard skriver i sit fremragende forord, der næsten er så langt, at det må kaldes for et essay:

“Efter 1864 blev det at være dansker noget, man kun kunne være på dansk”.

Uffe Østergaard sætter selv krigshandlingerne ind i en større kontekst – europæisk såvel som dansk. 1864 præger stadig det danske samfund, mener Østergaard. Krigens konsekvenser kan aflæses i danskernes selvopfattelse som små og fredsommelige; i deres forhold til etniske mindretal og tosprogethed, i deres mistillid til store ord og heroisme, og ikke mindst i forholdet til Tyskland.

Men – tilføjer Østergaard – meget tyder på, at danskerne de seneste 10-15 år er ved at komme ud af syndromet fra 1864 – blandt andet gennem statsminister Anders Fogh Rasmussens meget offensive opgør med det, han kaldt “småstatsmentaliteten”. Som dog er en anden diskussion. Man kan blot konstatere, at eftervirkningene fra krigen har været i halvandet hundrede år.

 

Preussens krig med Danmark i 1864 var første led i Bismarcks tretrinsraket, der sigtede mod et forenet Tyskland.

TIDLIGERE BØGER

Der er skrevet mangt og meget om 1864.

Det skorter ikke på soldaterberetningerne, der ofte er af en meget svingende kvalitet. Der findes også megen militærhistorisk faglitteratur. I denne kategori findes mange tekniske fremstillinger og ofte bøger, der – ganske berettiget – tager særlige emner om. Det gælder for eksempel rehabiliteringer af fremtrædende militærfolk, hvis renomme i eftertiden ganske uretfærdigt er blevet svinet til, fordi nogen har haft en interesse i at gøre det. Overgeneral de Meza blev for eksempel offer for en folkestemning (anført af fremtrædende danske politikere), efter at han i februar 1864 valgte at rømme Dannevirke. Og chefen for den nok så berømte fjerde division, Hegermann-Lindencone, blev udsat for et decideret karaktermord, som de to militærhistorikere, Knud Rasmussen og Helge Kron, rettede op på i en udmærket bog, der udkom sidste år.

I 1998 udsendte John Christensen og Henrik Stevnsborg bogen “1864 – fra helstat til nationalstat”, og det er den bog, der før Jakob Kidde Sauntveds og Jakob Eberhardts bog er kommet nærmest på målet om at analysere arven fra 1864 og dens indflydelse på EU-forbehold, fodnotepolitik i Nato i 1980erne og den udprægede frygt for det fremmede, som mange intellektuelle mener at kunne påvise i dagens Danmark.

Men denne ny bog må blive det moderne standardværk om krigen. Forfatterne skriver på en måde, så nybegyndere kan stige på, og de mere velbevandrede også kan få et udbytte – især et meget fornemt overblik. Og det er en kunst at ramme begge grupper på én gang. Bogen er simpelthen velfortalt.

 

Slaget ved Sankelmark den 5. februar var en blodig nærkamp udkæmpet med bajonetter og slag med kolben. (Museum Sønderjylland)

RIGTIG BESLUTNING

De to forfattere har flere interessante pointer og betragtninger. I en af de mange spændende ekskurser (som typografisk er holdt adskilt i rasterbokse) refererer Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt for eksempel til det nøgterne to-bindsværk “Der Deutsch-Dänische Krieg 1864” udarbejdet af den tyske generalstab 20 år senere. Generalstaben forstår simpelthen ikke, at politikerne i København og den brede danske befolkning var så chokeret over, at de Meza rømmede Dannevirke. Med andre ord: Beslutningen var indlysende rigtig, og hvad pokker var det for en virkelighed, danskerne levede i?

I en lignende artikel stiller forfatterne det spørgsmål, hvorfor jernbanen ikke blev brugt til rømningen af både materiel og mandskab. Et spørgsmål, som flere forfattere også har beskæftiget sig med gennem tiden. Under Den amerikanske Borgerkrig (1861-65) transporterede hærene hele brigader med tog, men i Slesvig gik der totalt kludder i det. Takket være en dansk overkommando, der slet ikke havde indkalkuleret toget til evakuering af tropperne fra Dannevirke.

Resultatet kender de fleste fra Niels Simonsens kendte billede af de heroiske soldater, der trækker de tunge skansekanoner gennem sneen.

Forfatterne leverer i øvrigt en relevant kritik af de ofte meget dramatiserede og urealistiske malerier, der måske mere end vi aner det, har været med til at forme vor opfattelse af, hvordan det gik til på slagmarkerne. Derfor kan man også diskutere, om bogen skulle have Wilhelm Camphausens fremstilling af stormen på Als som omslag.

 

TO SKOLER

Forfatterne konkluderer, at den danske katastrofe i 1864 og derefter var selvforskyldt – men er samtidig så fair at pointere, at den danske regering havde gode grunde til at knytte Slesvig nærmere til Danmark. Hvad Bismarck jo blot ventede på for at kunne komme i krig.

De internationale forhandlinger på London-konferencen er også fremragende behandlet – og så journalistisk uden at det gør noget. Det rundes af med en velanbragt gennemgang af de to skoler, der har delt eftertidens danske historikere: Den ene skole mener, at uanset hvad den danske regering og forhandlerne havde gjort, ville resultatet være blevet en sprængning af konferencen, fordi Preussen ikke ønskede et kompromis.

Den anden lægger vægt på, at regeringens stædighed isolerede Danmark.

Spændende læsning!

P.S.: Jeg fandt en enkelt lille uheldig fejl på et af de mange udmærkede kort. Grænsen efter 1864 er tegnet ind som den oprindelige grænse mellem Nørrejylland og Sønderjylland – altså nord om Ribe og lige syd om Kolding. Fredstraktaten indebar jo, at Danmark fik en række af de nordlige sønderjyske sogne mod de kongerigske enklaver i hertugdømmet Slesvig.

Men det kan rettes i det forhåbentlig andet oplag.

1864 – af Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt. 240 sider, 299 kroner (Jyllands-Postens Forlag).

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

LÆS OM TOM BUK SWIENTYS FREMRAGENDE BOG “DOMMEDAG ALS”. ARTIKLEN ER FRA FLENSBORG AVIS OG LAGT IND SOM PDF-FIL. DU BEHØVER BLOT AT KLIKKE PÅ:

TOM BUK SWIENTY OM “DOMMEDAG ALS”

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s