ANMELDELSE – WOLF BIERMANN

– Den, der ændrer sig, er tro over for sig selv, synger Wolf Biermann – og konstaterer samtidig, at vendekåber er en naturlov. (Foto: Hans Christian Davidsen)


VEJEN TIL PARADIS PÅ JORD               FØRER TIL HELVEDE

ANMELDELSE. DET ER IKKE TIL AT FATTE, AT WOLF BIERMANN ER PÅ VEJ TIL DE 75 ÅR. HAN ER STADIG SKARP, VITAL OG GENNEMMUSIKALSK. OG SÅ KAN HAN HOLDE BEFRIENDE PAUSER.

FLENSBORG. »Ich möchte am liebsten weg sein und bleibe am liebsten hier« synger Wolf Biermann på sin typisk tvetydige facon. Tvetydig fordi verden ifølge Biermann aldrig er entydig. Hvem ville også modsige ham? Han ser det nok bare mere klart end så mange andre.

Fredag aften sad han for en beskeden skare i Deutsches Haus i Flensborg. Salen var delt med et stort tæppe – skåret halvt over så at sige, så rum- met føltes lidt mere intimt. Der var en hel del tomme stole.

Måske fordi Wolf Biermann godt kan være lidt lang i spyttet – hvilket sandt for dyden ikke altid er noget kvalitetsstempel i en tid, hvor sekunders tavshed føles kikset. Der skal helst være knald på hele tiden, og er der ikke lige det, så kan en tør vittig- hed eller måske ligefrem een plathed redde showet. På fjernsyn og andre steder.

Wolf Biermann kan holde lange pauser mellem det, han siger, og hvor er det dog dejligt gammeldags. Der er tid til at ræsonnere over hans ord, og selv om han taler til publi- kum, er han alligevel i dialog.

Måske kan Wolf Biermann heller ikke trække flere mennesker, fordi han taler om DDR. Jo længere vi fjerner os fra en begivenhed eller en periode, jo færre har oplevet den. Det er logik for perlehøns, men alligevel en sandhed, der er værd at huske. Sig DDR, og dem, der lytter, vil have gråt hår.

Men det med helst at ville væk, men alligevel gerne blive, den følelse kender vi alle sammen, som Wolf Biermann erkendte, da han gav koncert i Flensborg.

– Jeg sang engang sangen under en koncert i Israel, og en ældre jødisk kvinde, der var udvandret fra Tyskland kom hen og spurgte mig: »Sang du den for os?«. Nej, jeg skrev den for os, sagde Wolf Biermann.

Og med »os« mente han ham selv og de andre, der oplevede DDR indefra.

ALLE ANDRE GIK DEN ANDEN VEJ

Det er ikke til at fatte, at Wolf Biermann bliver 75 i november. Tonen og replikkerne er skarpe som altid. Kun håret og overskægget har skiftet far- ve.

Han var 17 år, da han som ung kommunist udvandrede fra Vesttysk- land til DDR. Det var I 1953 – det år, at arbejderopstanden i Østberlin blevet slået brutalt ned. Som han selv tørt konstaterede:

– Jeg drog hen til et sted, som alle de andre var på vej væk fra.

Hans biografi gør ham til en omvandrende levende Tysklands-historie. Faren var jøde og kommunist og blev slået ihjel i Auschwitz, da Wolf Biermann var seks år. Da bomberne regnede ned over Hamborg, og byen var ét stort flammehav, kastede moren sig i kanalen med sin lille dreng – og reddede på den måde livet. Wolf Biermann overtog sin fars tro på kommunismen. Men som altid er virkeligheden en god læremester – bare man gider at tage ved lære af den. De, der gav sig ud for at være kommunister, var slet ikke kommunister. Og dem, der var imod kommu- nisterne, var i virkeligheden mere kommunistiske.

Senere har Biermann erkendt, at han også var kommunist, fordi han var tro mod sin far, som jo blev slået ihjel for at være det.

 

Wolf Biermann voksede op som kommunist og flyttede som helt ung frivilligt til drømmestaten, det kommunistiske Østtyskland. Senere førte hans kritiske sange dog til, at myndighederne i DDR fratog ham statsborgerskabet. Biermann vandt verdensberømmelse og blev i forbindelse med murens fald modtaget som helt i det gamle Østtyskland. (Foto: Hans Christian Davidsen)

UDSKÆLDT AF BEGGE FLØJE

I 1976 fik politbureauet i Østberlin nok af visesangeren, der blandt andet havde kaldt muren for en mur. Raus! Ausgebürgert! Eller »landsfor- vist«, som var den ægte betegnelse, når DDR-borgere fik det røde kort af de røde.

Det var først, da muren faldt, at Wolf Biermann sagde ordene, at kommunismen var en drøm om paradis på jord, og at vejen til paradis på jord altid fører til helvede. Og med de holdninger, han har indtaget de seneste 10-20 år, kan han prale med at være udskældt af både højre- og venstrefløjen.

Ved koncerten i Flensborg var det i første afdeling primært de gamle østsange, der melankolsk og efter- tænksomt blev sunget ud i rummet med mol-akkorder på guitaren. Og støt men langsomt blev der spundet en ende til Slesvig-Holsten, hvor Wolf Biermann har sin anden bopæl i Nykirke i Angel. For hvem vandt på DDRs fald, spurgte han:

– Det gjorde de unge og alle vendekåberne, og vendekåber er en na- turlov. Det interessante er altid, hvad der sker i det øjeblik i et diktatur lakker mod enden, spurgte Wolf Biermann.

Og læste op af det digt, han skrev til den lejlighed, da der skulle rejses en mindesten over Asmus Jepsen. Stenen er rejst ved Kværn, hvor Asmus Jepsen stammede fra.

HENRETTET I FLENSBORG

Jepsen var kaptajnløjtnant under general Dönitz under naziregimets sidste dage i Flensborg. I de tidligere majdage opgav Asmus Jepsen hele ævred, trak i civilt tøj og sagde til alle sine mænd, at de kunne gå hjem: »Krigen er tabt«, erkendte Asmus Jepsen. Det opfattede Dönitz som ulydighed – selv om baggrunden for Asmus Jepsens handling var, at han vidste at Dönitz forhandlede fred med briterne i Lüneburg.

Få timer før den endelige kapitulation blev Asmus Jepsen henrettet i Flensborg – på ordre fra Dönitz.

Digtet har aldrig tidligere været offentliggjort, men blev delt ud på et stykke papir, læst op og sunget ved koncerten i Flensborg. »Ich suche Ruhe und finde Streit«,

var overskriften på koncerten. Men den sætning, der blev hængende over aftenens koncert, var den, som flere gange kom ud af hullet under overskægget: »Nur wer sich ändert, bleibt sich treu«.

At manden har været glad for damer, lod han ingen tvivl om. I et af sine humoristiske øjeblikke betegnede han østkystens morænelandskab som »meget erotisk med yppige runde former, bakker med konturer som bryster«. I DDR dannede Wolf Biermann par med – blandt andre – Eva-Maria Hagen, der gik for at være »østblokkens Brigitte Bardot«. Mor til Nina Hagen, som Wolf Biermann kaldte »hende den skøre dame«.

DEN DER PRÆKER HÅB

Aftenens halvdel blev til mere snak end sang – og nærmede sig mere og mere Wolf Biermanns gode ven i Pa- ris, den fransk-rumænske filosof Emile Cioran, der i sin bedste form for optimisme har karakteriseret håbet som en sovepille, der gør det nogenlunde muligt at komme igennem livet.

Sangen »Melancholie« skrev Wolf Biermann efter at være kommet hjem fra en diskussion, som han havde tabt over for Cioran.

-I kender den der med, at man først kommer på de gode argumenter, når man er kommet hjem: Så har man ligesom bare ingen at aflevere dem til, konstaterede Biermann tørt.

I »Melancholie« hedder det: »Wer Hoffnung prädigt, der lügt«.

Men så kommer det i den efterfølgende strofe: »Doch wer die Hoffnung tötet ist ein Schweinehund«.

Og sådan sluttede de tre timer i Deutsches Haus: Musikalsk, skarp og stadig vital er han, Wolf Biermann, der til sidst blot konstaterede:

– Danke! Wir haben es geschafft!

»Ich suche Ruhe und finde Streit« – koncert med Wolf Biermann i Dettsches Haus den 8. juli 2011.

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s