AUTOBAHN OG SUPERGEIL

Tysklands-billedet i Danmark

DANSKE FORFATTERE OG KUNSTNERE  har fået blikket vendt mod den store nabo mod syd. Det er blevet mere legitimt – men er det også blevet normalt?

Det her kan danskere og tyskere sikkert hurtigt blive enige om. (Foto: Hans Christian Davidsen

Det her kan danskere og tyskere sikkert hurtigt blive enige om. (Foto: Hans Christian Davidsen

Hvad tænker danskere på, når de hører ordet Deutschstunde?

De fleste får nok litterære associationer til en af de helt store succeser i tysk efterkrigslitteratur, Siegfried Lenz” roman fra 1968. Romanen fik også stor betydning i Danmark, hvor man fik øjnene op for den Vergangenheitsbewältigung, der var i gang i Tyskland fra 1960erne. Romanen viser, hvordan gamle preussisk-protestantiske dyder blev forvandlet til den rene ansvarsforflygtigelser, når de blev sat ind i en politistat. Romanen var desuden et direkte opgør med de Ewiggestrigen.

“Deutschstunde” er også titlen på en ny bog, der nok tør siges at udfylde både et hul i forskningen og den offentlige bevidsthed i Danmark. Titlen referer også til “tysktimen” – de fleste danskeres vindue til Tyskland, timen på skolebænken.

KOMPLEKST TEMA

Bogen handler om den tyske kulturimport i Danmark efter 1945 ud fra en litterær-kulturel vinkel. Flere af bogens bidragydere anvender den sammenlignende litteraturs begreber, andre tager en lidt mere uforpligtende indgang til et tema, som i virkeligheden er komplekst.

Udgangspunktet for bogen er en række symposier med samme overskrift som bogen. De blev gennemført på Aalborg Universitetscenter i efteråret 2005 med Center for Dansk-Tysk-kulturtransfer og Center for Modernismeforskning som aktører.

Den ene af bogens redaktører, Ernst-Ullrich Pinkert, har her en morsom pointe i indledningen. Pinkert bemærker nemlig, at forfatteren og korrespondenten Theodor Fontane i 1864 aflagde Aalborg et besøg og sammenlignede Nordjylland med sin hjemegn, Brandenburg. Han fandt byens og dens indbyggere for triste og åndsforladte (öde). Skulle der være tale om en kultureksport et af stederne fra, var Theodor Fontane i hvert fald ikke i tvivl om, hvor eksporten skulle udgå fra.

1864 var et skæbneår for de dansk-tyske relationer.

 

Berlin ligger i Tyskland, men er ikke Tyskland. Lige nu virker byen som en magnet på danskere.

Berlin ligger i Tyskland, men er ikke Tyskland. Lige nu virker byen som en magnet på danskere.

MAGNETEN BERLIN

Bogen er udgivet på dansk på et forlag i Wien. Den dokumenterer, at tysk litteratur i årene efter Anden Verdenskrig har influeret generationer af eksperimenterende forfattere. Den siger også, at film, musik, kunst og tænkning fra det tysksprogede område har spillet en lignende rolle.

I bidragene kortlægges blandt andre tænkeren Nietzsches indflydelse og den betydning, som tyske forfattere har haft for dansk litteratur – Thomas Mann, Hermann Hesse, Franz Kafka, Günter Grass, Rainer Maria Rilke og Hans Magnus Enzensberger for at nævne nogle i flæng.

Villy Sørensen var en af de toneangivende formidlere af tysk kultur. Peter Seeberg, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel, Klaus Rifbjerg og Ivan Malinowski er og har været andre danske forfattere, der har haft blikket vendt sydpå.

Efter den tyske genforening er Berlin atter blevet en magnet for danske kunstnere, og den tyske kulturs tid på sidelinjen er et overstået kapitel, mener bogens to redaktører, Ernst-Ullrich Pinkert og Anker Gemzøe. 11 litteratur- og kulturforskere på fire danske universiteter har bidraget til bogen, og flere af dem tager udgangspunkt i de spøjse tyske importfænomener, man de seneste år har kunnet finde i Danmark.

TV-PROGRAMMER

Ungdomsprogrammer på tv og radio tog navne som Normalerweize, Supergeil og Rundfunk, og trendy caféer i København tog ofte kitschede navne på sig, navne som også havde noget retro over sig: Autobahn, Märkbar, Kreutzberg, og hvad de ellers hedder.

Det er og har vel alt sammen været på kitsch-niveauet. For det er da rigtigt – som en af bidragyderne Elisabeth Friis anfører – at danske forfattere som Ursula “Ursprung” Andkjær Olsen og Claus Beck-Nielsen har leveret eksempler på dansk samtidslitteratur, der taler tysk. Men da det dansk-tyske tidsskrift Aufklärung kom på gaden første gang, beskrev det sit formål med blandt andet disse ord:

“Det er Aufklärungs målsætning at løfte (den danske og skandinaviske interesser for tysk, sprog og kultur) ud over kitschniveau”.

Nu er tyskerne og det tyske pludselig kommet ind i varmen i det selvoptagede Danmark, der ellers traditionelt render i hælene på alt, hvad der kommer fra den engelsk-sprogede verden. Godt nok som et overfladisk og lidt kitschet fænomen i form af navne på cafeer, bierstuber, tøjbutikker og tv-programmer. Men hvorfor lige nu, har journalisten og forfatteren Torben Steno spurgt i magasinet "Aufklärung". (Foto: Hans Christian Davidsen)

EN PÅSTAND

Elisabeth Friis skriver, “at den nyeste danske litteraturs omgang med det tyske sprog og den tyske kultur på ingen måde kan reduceres til den blotte benævnelse af det

tyske på kitschniveau”. Tjah… det er en påstand, og påstanden bygger på en præmis, der er meget relativ. Men Elisabeth Friis” påstand relativeres også, når hun skriver, at Ursula Andkjær Olsen i den tyske version af “Lulus sange og taler” har begået en tysk, der i “grammatisk henseende er helt fint og korrekt”.

Bevares – danske forfattere og kunstnere har fået blikket vendt mod den store nabo mod syd (måske i højere grad mod Berlin end mod de mange andre steder, der udgør det differentierede Tyskland). Men det er blevet almindeligt, at det gøres på engelsk – især for kunstnernes vedkommende. Selv om sproget er nøglen til et lands kultur. Hvor mange danske forfatterlæsninger har man ikke været til, hvor forfatteren ikke har været i stand til at artikulere sig på et nogenlunde tysk? En lyriker som Søren Ulrik Thomsen var nødt til at kommunikere på engelsk, da han var i Slesvig for år tilbage,

Tysk-professor Per Øhrgaard har i dagbladet Information skrevet, at “Tyskland altid (har) været et kulturelt bagland for Danmark, og det har man så af gode grunde set bort fra i et par generationer. Man har vidst det, men ikke brudt sig om det. Nu er vi ved at komme tilbage til det normale.

DET NORMALE?

Men hvad er det normale? Hvad er udgangspunktet? Er det tilbage til H.C. Andersens tid, da det var helt almindeligt, at forfattere, kunstnere og universitetsfolk beherskede tysk ved siden af dansk. Er det dengang, den danske ånd drog til Kiel for at studere?

Men udgiverne sig selv, hvad formålet med denne bog er: Den ønsker at være et bidrag til genopdagelsen af Tyskland som “kulturelt bagland”.

Derfor melder tanken sig: Hvad er det for en virkelighed, man beskriver her: Virkeligheden, som den er, eller virkeligheden, som man ønsker, den skal være?

Under alle omstændigheder er det en tankevækkende bog til et smalt publikum. Kitschet er der jo andre i Danmark, der tager sig af.

Ernst-Ullrich Pinker og Anker Gemzøe (redaktion): Deutschstunde. Tysk kulturimport i Danmark efter 1945. 184 sider, 28 euro (Praesens Verlag, Wien).

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s