DIE SELBSTLÄHMUNG DEUTSCHLANDS

Troels Ravn Klausen stiller diagnosen på »den tyske sygdom«: For megen jammer, for meget bureaukrati, manglende fleksibilitet, fremtidsangst, vanetænkning så det grænser til det neurotiske, bureaukrati, embedsmandsvælde, reaktionære fagforeninger og manglende personligt initiativ.

Troels Ravn Klausen stiller diagnosen på »den tyske sygdom«: For megen jammer, for meget bureaukrati, manglende fleksibilitet, fremtidsangst, vanetænkning så det grænser til det neurotiske, bureaukrati, embedsmandsvælde, reaktionære fagforeninger og manglende personligt initiativ.

Dansker giver Tyskland tørt på

HVIS OVERDRIVELSE LETTER FORSTÅELSEN, så skulle der være en god chance for at blive klogere af debatbogen “Die Selbstlähmung Deutschlands”. En familiefar fra Silkeborg med et grundigt kendskab til Tyskland giver sine naboer en række gode råd. Og de bliver ikke pakket ind i tyske høflighedsfraser.

Der var engang

… da den danske finansminister Knud Heinesen med bedemandsansigt proklamerede: “Danmark bevæger sig lige lukt mod afgrunden”.

Det var i slutningen af 1970erne. Danmark skyldte så mange penge væk, at vi, der var børn dengang, var helt bange for at blive voksne. Arbejdsløsheden voksede ustyrligt. Og danskerne skulle bare kigge mod Tyskland. Holde op med klynkeriet. Yde før de skulle nyde. Sådan nogenlunde lød beskeden fra den daværende tyske forbundskansler Helmut Schmidt. Tyskland var dengang eksemplet på, hvordan det skulle gøres.

I dag er billedet vendt på hovedet. Landene i den vestlige verden ved, hvordan det ikke skal gøres – nemlig som i Tyskland. Og samtidig rejser delegation på delegation til København for at få færten af, hvordan Danmark klarer både at have høj beskæftigelse, lav inflation, lav rente og i det hele taget en sund økonomi.

Danskeren Troels Ravn Klausen stiller i en ny bog, “Die Selbstlähmung Deutschlands”, en barsk diagnose. Den tyske sygdom er: For megen jammer, for meget bureaukrati, manglende fleksibilitet, fremtidsangst, vanetænkning så det grænser til det neurotiske, bureaukrati, embedsmandsvælde, reaktionære fagforeninger og manglende personligt initiativ.

Står ordsproget “den man tugter, elsker man” til troende, så er Troels Ravn Klausens kærlighed til Tyskland stor. Efter at have revset tyskerne for at stå i vejen for sig selv og de nødvendige fremskridt runder danskeren Klausen da også bogen af med række trøstende ord og nævner alle de mange ting, han godt kan lide tyskerne for.

 

SOLIDT KENDSKAB

Den 47-årige familiefar er en undtagelse i Danmark. Han kender Tyskland og tyskerne godt – endda temmelig godt. Hans bog afslører, at han er særdeles godt inde i den offentlige debat i Tyskland. Og at han ved, hvordan dagligdagen fungerer på offentlige kontorer, i virksomheder, på restauranter, hvad der er oppe i medierne og så videre.

Troels Ravn Klausen har studeret tysk og marketing i Odense, boet i Tyskland i flere år og arbejdet som sælger i Tyskland. Kendskabet til Tyskland er så grundigt, at han har grundlagt sit eget rådgivningsfirma, der med base i Silkeborg rådgiver danske virksomheder på det tyske marked.

Troels Ravn Klausens bog er let læst, humoristisk og fyldt med generaliseringer, som måske nok vil trætte nogle læsere i længden. Forfatteren erkender det selv i forordet:

“Jeg undskylder med det same for generaliseringerne i denne bog. Det er næsten en kriminel gerning at sætte 82 millioner mennesker i bås”, skriver Troels Ravn Klausen.

Han allierer sig dog med en tysker, der i forordet skriver:

“Danskerne gør med deres pragmatiske holdning så mange ting så meget mere enkelt og også bedre end vi tyskere, der er verdensmestre i at klausulere og komplicere”.

 

»Sich durchzusetzen«, »Nicht zuständig« og »Ordnung muss sein« er tre kendetegn ved det tyske samfund, mener Tysklands-kenderen Troels Ravn Klausen. (Foto: Hans Christian Davidsen)

»Sich durchzusetzen«, »Nicht zuständig« og »Ordnung muss sein« er tre kendetegn ved det tyske samfund, mener Tysklands-kenderen Troels Ravn Klausen. (Foto: Hans Christian Davidsen)

HIERARKI OG STIVHED

Mange danskere vil formentlig genkende mange af forfatterens subjektive indtryk fra Tyskland – også de danskere, der har højere grad af kendskab end fordomme om nabolandet.

Og hvad er det så, Troels Ravn Klausen rusker op i? Han bruger en lang række enkeltfænomener som billede på noget mere generelt. Blandt meget andet er det:

• En total mangel på afslappet omgang. For nogle år siden tabte Thomas Gottschalk et væddemål i “Wetten das”, og hans gæld var, at han skulle tale i Forbundsdagen. Det fik han dog aldrig lov til. Det var imod reglerne. Troels Ravn Klavsen mener, episoden er så typisk for Tyskland, hvor lidt mere anarki ikke blot ville gøre livet sjovere at leve, men også åbne for nye perspektiver.

• “Ordnung muss sein”, men er det altid produktivt?

• En overdreven fokus på begrebet “sich durchzusetzen” og mindre fokus på teamwork.

• “Nicht zuständig” – hvor tit hører man ikke denne forklaring i både den offentlige forvaltning og i private virksomheder, spørger forfatteren. Ansatte længst nede i hierarkiet tør ikke disponere eller tage et selvstændigt initiatv, fordi de lige skal have chefens ord først. Og hvis chefen er gået hjem klokken 16, ja så sker der ikke noget.

• Manglende fleksibilitet: Vil man for eksempel nogensinde opleve en tysk chef tage et parti varer med ud til en forretning, når han nu alligevel skal den vej til et møde i sin store Audi?

• Skepsis over for nye måder at gøre tingene på. Før verdensmesterskaberne i sommer var der ikke dét, der var galt med Klinsmann og hans arbejdsfacon. I virkeligheden har han bragt et frisk pust ind på landsholdet. Og dette overfører Troels Ravn Klausen til andre dele af samfundslivet i Tyskland.

• Bureaukrati – læs for eksempel følgende enestående betragtninger i henholdsvis “Unterrichtsblätter für die Bundeswehrverwaltung” og kommentarer til “Bundesreisekostengesetz” (der fortjener at blive gengivet på tysk): “Der Tod stellt aus versorgungsrechtlicher Sicht die stärkste Form der Dienstunfähigkeit dar” og “Stirbt ein Bediensteter während einer Dienstreise, so ist damit die Dienstreise beendet”.

• Det stive arbejdsmarked. Sig at du går ind for at gøre det lettere for virksomheder at skaffe sig af med medarbedere, og Oskar Lafontaine & Co. hopper op af æsken og råber “nylibearlisme” og “sociale forringelser”. Men hvordan kan det så være, at lande med mere liberale opsigelsesfrister på arbejdsmarkedet har betydeligt lavere arbejdsløshed end i Tyskland?

Og så videre. Læs selv.

 

Thomas Gottschalk er eksemplet på en tysker, der kan improvisere og lever i nuet.

Thomas Gottschalk er eksemplet på en tysker, der kan improvisere og lever i nuet.

HØFLIGHED OG RESPEKT

Bogen slutter heldigvis med kapitlet “Gutes an Deustchland”. Her er forfatteren (ligesom de fleste andre danskere) imponeret over tyskernes høflighed og respektfulde omgang med hinanden. Han fremhæver den differentierede moms som et sympatisk træk. Han beundrer den respekt og værdighed, tyske virksomheder udviser ved at sætte dødsannoncer i avisen, når en medarbejder går bort. Og en del mere til.

Men efter de mange kapitler med kritikpunkter kunne forfatteren nok have gjort det sidste kapitel med plusserne lidt mere omfattende.

Og generelt kunne han også have perspektiveret emnerne lidt mere. Man kan vanskeligt tage stilling til Tyskland uden at give et grundrids af landets politiske historie. Og i øvrigt er Tyskland ikke det eneste store land i Europa, der har de negative symptomer, som Troels Ravn Klausen beskriver. I det super-centralistiske Frankrig forekommer mange af de politiske og økonomiske problemer langt større end i Tyskland.

 

DIREKTE FACON

Det kan godt være, at mange tyske læsere vil stå af over for den meget direkte facon, Troels Ravn Klausen lægger for dagen. Læseren er nødt til at kende den bramfri måde, man i dagligdagen udtrykker tingene på i Danmark. Det ville også have styrket argumentationen, hvis Troels Ravn Klausen havde brugt andres erfaringer end sine egne og måske havde henvist til andet litteratur.

Men med billedet på forsiden in mente – en glad dansker med de sort-rød-gyldne farver på halstørklædet og “Hamborg” på hat og bluse kan man vel vanskeligt andet end at læse bogen med et åbent sind. Og bemærk så, at alle kapitler slutter med spørgsmål og oplæg til debat. Så er det bare med at logge sin ind på Klausens hjemmeside, hvis man er uening med ham. Han vil garanteret sætte stor pris på at blive sagt imod.

Troels Ravn Klausen: Die Selbstlähmung Deutschlands – die Diagnose eines Dänen. 9,95 euro, 116 sider (Books on demand GmbH, Norderstedt – ISBN 3-8334-6487-9). Kan købes på www.amazon.de

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

 

Efterskrift:

Denne bog udkom i 2006. Et par år senere indtraf den store økonomiske krise, som vi i skrivende stund (november 2012) endnu ikke er kommet ud af – tværtimod.

Det, der er sket i de mellemliggende år, har vendt op og ned på meget af indholdet i Troels Ravn Klausens bog. Her i 2012 kan man stille konstatere, at Tyskland stod langt bedre rustet til at tackle krisen end Danmark. Mens banker krakker på stribe i Danmark, og gennemsnitsdanskeren har belånt sit huse til langt op over taget, så stod de mere forsigtige og konservative tyskere med en pæn klat på kistebunden. Der skal mere til at ryste tyskerne.

I dag er det Danmark, der trænger til det største spark bagi. Eller for at sige det pænere: Grundlæggende reformer. Denne bagklogskab skal man tage med, når man læser ovenstående – og Troels Ravn Klausens bog.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s