FRA KRIG TIL KULTURMØDE

DSC_0056

Grænseforeningen har de seneste år satset på, at bringe unge danskere med en flertkulturel baggrund sammen med unge sydslesvigere. (Fotos: Flensborg Avis)

 

Information: 

Grænseland. Krig og kulturmøde – af Mette Hermann, Finn Jensen, Hans Jørgen Lych Larsen, Gunvor Vestergaard og Merete Vonsbæk. ISBN, 978-87-7970-096- 3.

171 sider – udkommet.

Forlag:

Columbus

Fra krig til kulturmøde

Grænseforeningen er i de senere år gået mere i offensiven for at få det dansk-tyske grænseland ind i undervisningen i skolerne og gymnasierne i Danmark. Det er blandt andet sket med kurser for danske lærere på kursuscentret Christianslyst i Sydslesvig.

På disse kurser sagde de deltagende lærere, at de manglede undervisningsmateriale, der beskriver grænselandet, som det ser ud i dag.

Med bogen »Grænseland – krig og kulturmøde« foreligger undervisningsmateriale til at gå gang med for lærere, der ønsker at sætte

det dansk-tyske grænseland og flerkulturelle temaer generelt på skoleskemaet.

Blandt bogens forfattere er Grænseforeningens pædagogiske konsulent og tidligere gymnasielærer i blandt andet samfundsfag, Gunvor Vestergaard. Hun har også været den drivende kraft på bogprojektet.

Bogen beskriver blandt andet, hvordan unge fra et mindretal oplevet at have en dobbelt identitet. Bogens påstand er, at det er en ressource for dem selv og for det samfund, de lever i.

Der foreligger ingen dokumentation for, at sydslesvigere med deres tosprogethed efterfølgende skulle blive »et stort aktiv« for det danske arbejdsmarked.

 

Let indbydende

Der er tekster af og interviews med unge fra det danske mindretal syd for grænsen og det tyske mindretal nord for grænsen, sydslesvigeren Mikka Lene Pers samt nordslesvigerne Inge-Lise Kragh og Uffe Iwersen.

De sætter den danske monokultur i perspektiv og kan måske også bidrage til at få danske elever til at reflektere over deres egen kulturelle identitet og opnå en anderledes forståelse af både det danske og det fremmede – som det blandt andet hedder i forlaget Columbus’ egne oplysninger om bogen.

Formålet med bogen er da også – som det hedder videre i forlagets oplysninger – »at få eleverne til at udvide deres synsfelt og forståelse af, hvad det vil sige ikke at have et entydigt nationalt tilhørsforhold«.

Bogen er tværfaglig og kan inddrages i dagene historie, samfundsfag, dansk og tysk.

Der er både primære kilder og forfattere, der udlæggger teksten. Bogen kommer i en let og indbydende form rundt omkring det historiske, det nutidige, og den sætter under faget og kapitlet »dansk« Slesvig/Sønderjylland/Sydslesvig ind i en litteraturhistorisk sammenhæng fra nationalromantikken (H. P. Holst: »Slumrer sødt i Slesvigs jord«) til globaliseringen (Manu Sareens kronik i Politiken: »Jeg er også dansker«). Endelig bliver spørgsmålet »identitet« særligt behandlet i de tysksprogede tekster sidst i bogen.

De unge fra mindretallene ser sig selv som gode blandingsprodukter – det kommer også til udtryk sprogligt.

Vær kritisk

Bogen har et sigte, og det er naturligvis ikke neutralt – og det kan man i undervisningen også forholde sig kritisk til, hvis man som underviser har kendskab til de divergerende paradigmer, der netop i år findes, når det gælder det danske mindretal i Sydslesvig. Et eksempel:

I en beskrivelse af den debat, som Rigsrevisionens Sydslesvig-rapport satte gang i, refereres, at formanden for Seksmandsudvalg, Kim Andersen (V), i TV-Avisen blev spurgt om, hvorfor man forholdsvis ukritisk hvert år sender så mange penge til det danske mindretal i Sydslesvig. Kim Andersens begrundelse lå først og fremmest i det historiske, altså den danske statsminister Neergaards løfte om ikke at glemme de danske syd for grænsen.

Og her er det så, forfatterens stemme taler efterfølgende:

»Måske er det i virkeligheden mere denne historiske begrundelse, der er problemet end den halve milliard, der årligt tilflyder Sydslesvig«. Og videre:

»Måske vil det være mere interessant at se på den store gruppe unge, der uddanner sig i Danmark og, efterfølgende med deres tosprogethed, bliver et stort aktiv for det danske arbejdsmarked. Eller det grænseoverskridende samarbejde, hvor mindretallene indgår som vigtige medspillere og rådgivere«.

Disse kommentarer er ikke uproblematiske og får desværre lov til at stå uimodsagte i bogen. Her må underviseren være påklædt for ikke ukritisk at hoppe med på forfatternes vogn.

Flere kritikere med et solidt kendskab til Sydslesvig har advaret mod disse argumenter, og derfor burde de også have været refereret i bogen. For hvis argumentet er, at Danmark fra Sydslesvig får en gruppe særligt veluddannede for pengene, så vil det være langt mere økonomisk rationelt at bruge pengene målrettet på at gøre danske unge i Danmark tosprogede eller effektivt udnytte ressourcerne med større skoler i de større tyske byer længere mod syd. Hvorfor så have de små meget dyre skoler på landet i Sydslesvig?

Tønning Uffe-Skolen

Før var det et enten eller for dansk eller tysk – i dag er det et både og.

Ingen dokumentation

Det er et utilstrækkeligt argument for bevillinger til de danske skoler i Sydslesvig, at de producerer tysktalende mennesker til det fremtidige danske arbejdsmarked. Der foreligger ingen dokumentation for, at sydslesvigere med deres tosprogethed efterfølgende skulle blive »et stort aktiv« for det danske arbejdsmarked. Det er et argument, der igen og igen bruges fra sydslesvigsk side og også af Grænseforeningen samt en række politikere, og et argument, der kan sættes et spørgsmålstegn ved.

Og indgår mindretallene som vigtige medspillere og rådgivere i det grænseoverskridende samarbejde? Ja – men næppe mere end flertalsbefolkningerne gør. Kigger man historisk på det, har det danske mindretal og nogle af dets fremtrædende repræsentanter på mange områder haft en ofte fodslæbende indgang til det grænseoverskridende samarbejde, hvor det tyske mindretal har været klart mere Europa-orienteret. Man kan med lige så god ret hævde, at initiativerne til det grænseoverskridende samarbejde er udgået fra flertalsbefolkningerne på begge sider af grænsen.

I samme kapitel hedder det:

»Der kan også være al mulig grund til at spørge om, hvorvidt det overhovedet giver mening at fastholde de nationale mindretal. Svaret vil i høj grad være afhængig af, om man alene kikker bagud, eller om man tør sætte mindretallene ind i en moderne kontekst«.

Ja, så sort-hvidt kan man godt sætte det op. Men giver det mening? Er det ikke nærmere et både-og i stedet for et enten-eller.

Bogen »Grænseland – krig og kulturmøde« er behæftet med små skønhedsfejl, der ikke har nogen betydning for den samlede forståelse, men som kan rettes i en kommende udgave. For eksempel er journalist Brigitte Alfter ikke opvokset i Sydslesvig. Hun stammer fra Wuppertal. Hun er heller ikke opvokset dobbeltsproget, som bogen hævder. Hun er flyttet fra Tyskland til Danmark, hvor hun har lært sig dansk.

Brigitte Alfter, der som journalist blev nomineret til Cavling-prisen, er godt eksempel på en grænseganger, der hverken kommer fra det danske eller det tyske mindretal.