GARMISCH-PARTENKIRCHEN

Tysklands højestbeliggende Biergarten ved Zugspitze. (Fotos: Hans Christian Davidsen)

Tysklands højestbeliggende Biergarten ved Zugspitze. (Fotos: Hans Christian Davidsen)

DOBBELTBYEN GARMISCH-PARTENKIRCHEN kendes bedst for skihop. Men her er også en af Tysklands mest interessante jernbaner, der fører op til det højeste bjerg, Zugspitze – og imponerende slugter, hvor man let kan blive våd.

Höllentalklamm er næsten lige så slem, som navnet antyder.

Garmisch-Partenkirchen er lig med den 1. januar.

Hvem er ikke vågnet op med tømmermænd efter nytårsaften, sat kaffe over og kastet sig hen i sofaen til en omgang skihop fra den gamle OL-by? Så flyver de modige mænd ud fra bakken i deres specialsyede termodragter, og dernede i baggrunden ser man dobbeltbyen Garmisch-Partenkirchen – mens man selv ligger vandret.

 

Det er kun jernbanen, der skiller byerne ad. Allerede i 1935 blev byerne lagt sammen til én. Der er dog stadigvæk en bindestreg imellem, og med god støtte fra den legendariske sportskommentator Niels-Christiansen (det var ham, der vandt nytårsvagten!), har de færreste danskere fået lært at lægge trykket det rigtige sted, når dobbeltbyens navn skal udtales – nemlig på -kirchen og ikke på Parten.

LINK: FOTOS FRA BAYERN PÅ FLICKR

Der hviler en særlig international atmosfære over Garmisch-Partenkirchen klos op ad grænsen til Østrig. Over 10.000 sengepladser er der i dobbeltbyen, men udlændinge kommer der næsten kun, når der er skisport. Tyskerne elsker atmosfæren i Garmisch, som stedet blot kaldes i daglig tale. Antallet af de udenlandske turister, der finder vej til alpebyen, er begrænset.

Her er ellers masser af hyggelige hoteller af Gasthof-slagsen i ægte bayersk stil med træveranda, store altankasser med blomster og jagttrofæer på væggene – men mindre kan også gøre det. Går turen syd for Weisswurst-Äquator, så er Garmisch dog næste et must. Det er jo trods alt her, Tysklands højeste bjerg, Zugspitze, ligger. Toppen befinder sig få meter fra den tysk-østrigske grænse, og østrigerne gør lige så meget krav alpetoppen med en svævebane fra Ehrwald.

Enhver tysk kurby med respekt for sig selv har en Kurgarten. Garmisch-Partenkirchens har en speciel blomsterpragt.

TYSKLANDS HØJESTE BIERGARTEN

Den mest eventyrlige måde at komme op på toppen 2962 meter over havets overflade er naturligvis at tage støvlerne på og ellers udstyre sig med reb og hakke. Men hvem gider det, når det allerede i midten af det 18. århundrede blev besteget for første gang, og når der i øvrigt går bekvemmelige bjergbaner derop fra flere retninger?

Når man står oppe ved bjergtoppen, kan man nyde en Erdinger eller en Franziskaner i Tysklands højest beliggende Biergarten og ellers i sin magelighed betragte alle de bjergbestigere, der har slidt og slæbt sig vejen op – med svedige kroppe og støv i ansigtet. Når man står på udsigtsterrassen og kigger over mod det gyldne kors på Zugspitze, er det altså et kosteligt syn at se de veltrænede bjergbestigere, der tager den sidste vej op på toppen – i selskab med velnærede mænd i sandaler eller gummisko. Den sidstnævnte kategori af har blot taget de sidste 50 meter fra udsigtsterrassen op til toppen for at blive foreviget af konen, der står på terrassen ved Tysklands højest beliggende Biergarten.

Den næstmest eventyrlige måde at komme til tops med Bayerische Zugspitzbahn, der har sin egen smalsporede banegård ved siden af den rigtige DB Bahnhof. De første ti kilometer tøffer toget uskyldigt af sted forbi små landsbyer og køer med bjælder. Men så sker der ting og sager. Efter stationen ved den dybblå Eibsee fortsætter banen ind I den første tunnel.

I de moderne vogne vises på små fladskærme film fra slutningen af 1920erne – fra dengang, da banen blev anlagt tværs gennem de voldsomme bjergmassiver. Det har ikke været et job for tøsedrenge. Mænd med vejrbidte ansigter og de bare næver borede deres vej ind gennem alpernes hårde indre, så vi i dag kan sidde behageligt i toget med vores smarte solbriller og videokameraer.

LINK: FOTOS FRA BAYERN PÅ FLICKR

Efter den første tunnel kommer vi et par kilometer ud i dagslyset igen, men fra Riffelriss i 1640 meters højde går de sidste 4,5 kilometer som en spiral ind gennem bjerget til endestationen Zugspitzblatt i 2588 meters højde. Her er det ikke længere kun de glatte skinner, der køres på.

Halvvejs på strækningen er den almindelige jernbane blevet en tandhjulsbane med stigninger på op til 25 procent. Tandhjulene tager godt fat inde i den mørke tunnel op til endestationen, der minder om en undergrundstation – blot med den forskel, at man ikke stiger op til storbyens travle liv, men derimod en klar bjergluft i et alpint miljø med sand og gletsjere.

Udsigt over Eibsee

HØJERE I ØSTRIG

Det sidste stykke vej op til udsigtsterrassen – og den kendte vejrstation – foregår med en kabelbane, og fra toppen har man vel nok Tysklands bedste udsigt – med en stor bid af Østrig med i købet. Vi er langt over trægrænsen, og det er kun sorte ravne, der holder menneske med selskab heroppe. Mod syd er der sneklædte alpetoppe, mod nord ses de sammenvoksede byer Garmisch og Partenkirchen – og 100 kilometer væk skimtes München.

Man kan i øvrigt let blive forvirret heroppe. Står man på den østrigske side, får man at vide, at Zugspitze er 2962,33 meter. På den tyske side, siger tallet dog kun 2962,06 meter.

Forklaringen lykkedes det os først at få, da vi er kommet ned fra bjerget igen. Østrigerne måler efter vandstanden i

Trieste i Italien, tyskerne efter vandstanden i Amsterdam. Vandstanden i Nordsøen og Middelhavet er nemlig ikke den samme.

Man kan tage den samme vej tilbage fra Zugspitze til Garmisch. Men også vælge at tage svævebanen ned til en station halvejs på Zugspitzbahn og derefter tage skinnevejen gennem dalen tilbage til Garmisch. Her er der nok at give sig til. Både hvis man vil have adrenalinen til at pumpe – eller det modsatte. Hvad med lidt rappelling eller paragliding, hvis du savner spænding i tilværelsen. Eller lidt wellness, hvis livet har været lidt for hårdt ved dig på det seneste.

Men hvorfor tage til Bayern uden vandresko?

Nogle af de største oplevelser får man i de smalle bjergslugter, der nogle steder har lodrette vægge – og hvis bund genemstrømmes af et vildt vandløb. Hvor vildt det er, afhænger af smeltevandet eller regnvandet. “Klamm” hedder sådan en kilometer lang slugt på Oberdeutsch – den slags tysk, der tales fra Thüringen og nedefter i Dunkeldeutschland.

Udsigt fra Zugspitze over pisterne ved sommertid.

BRUSENDE VANDFALD

Syd for Partenkirchen – med indgang lige ved Olympia Skistadion – findes den lettilgængelige Partnachklamm og syd for Garmisch den noget sværere tilgængelige Höllentalklamm. Smalle stier løber langs kløfternes væge, vandet fosser igennem og danner flere steder brusende vandfald. Mange steder fortsætter stierne gennem tunneller og over broer.

På de smalleste steder er kløfternes vægge blot et par meter fra hinanden, og nogle steder nøjes væggene ikke med at være vandrette, men direkte at bøje sig ind over slugten.

Disse imponerende naturfænomener er dannet af gletsjere og smeltevand, og hvor der er allermest trangt, kan det være temmelig træls at møde en turist med et alt for højt body mass index. Men de fleste tager det med et smil. Der er ikke meget plads, så man må deles. Selv flere timer efter, at det har regnet, er man nødt til at tage en regnjakke med herind, da det driver ned ad væggene.

Og efter en lang tur i vandrestøvlerne har man så ikke fortjent en Paulaner? Jo, det har man da. Og EU til trods, så bliver de altså serveret af damer med Dirndl-kjoler på disse breddegrader.

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

FAKTA

Udrangeret bjerglokomotiv fra Bayerische Zugspitzbahn.

– Garmisch-Partenkirchen ligger cirka 1050 kilometer fra Flensborg.

– Sommeraktiviteter: Bjergbestigning, klatring, vandring, mountainbiking, rappelling, kajak, kano, rafting, paragliding, sommer-kælkebane (Sommerrodelbahn) og golf.

– Vinteraktiviteter: Skisport, skøjteløb, kælkebane og isklatring.

– Turistinformation: www.garmisch-partenkirchen.de

4 svar til GARMISCH-PARTENKIRCHEN

  1. David Christensen siger:

    Hej

    Ummiddelbart ser det ud som om at du skriver at tandhjulene først starter et stykke oppe ad Zugspizte. Men tandhjulsstagnen starter allerede i Grainau (30 minutter efter afgang fra Garmisch-Partenkirchen), herefter er der tandhjul resten af vejen, men de store stigninger (25%) kommer ganske rigtigt først fra Eibsee. Tunnellen er heller ikke 4,5 kilometer, men 4,8 kilometer, den gamle tunnel til Schneeferner Haus var 4,5 km, men det sidste stykke til Zugspitzplatt er fra “nyere tid”, og gør altså at det gamle og det sidste stykke nye giver tunnellen en længde på 4,8 km. Kort inden ankomsten til Zugspitzplatt, deler tunnellen sig i to, en til Schneeferner Haus, og en til Zugspitzplatt.

    Venlig hilsen
    David Christensen

    • Kære David Christensen,
      Det er korrekt, at tunnellens samlede længde er 4,8 kilometer. Jeg har ud fra oplysningerne fra Bayrische Zugspitzbahn målt afstanden til Schneefernerhaus, som skulle være cirka 4,5 kilometer. Det er også korrekt, at tandhjulsbanen begynder ved Grainau efter 7,5 kilometer. Banen er 19 kilometer, og den nøjagtige havdel er derfor 9,5 kilometer – men betegnelsen »halvvejs« var nu blot brugt som cirkamål for at undgå for mange tal for læseren. Det nøjagtige forløb kan man se på:

      http://de.wikipedia.org/wiki/Bayerische_Zugspitzbahn

      Venlig hilsen Hans Christian Davidsen

  2. regiotramuli siger:

    Hallo,
    Bisher nichts gewusst, aber seit kurzer Zeit – seit dem ich Bauhausarchitektur lerne – stelle ich fest, das zu der Zeit – als die Zugspitzbahn samt den dazugehörigen Häusern und den Tunnelportalen – das Bauhauskonzept existierte – alles im Bauhausstiel war (leider heuer nicht mehr vollständig) Wer war der Erbauer der Zugspitzbahnhäuser – ebenso Walter Gropius – oder wer?

    Eine Schweinerrei finde ich, dass
    A) einiges Fassadenmäßig verändert wurde. Das Tunnelportal Riffelriss sieht inzwischen bescheuert aus, im Gegensatz zu früher. Der Turm wurde abgerissen auf dem Gipfel
    Auch am Schneefernerhaus findet man einiges verändert; zum Glück sind die Fenster teilweise noch Stielecht.
    Nur das Haupthaus (Olympiastraße 21) ist noch originalgetreu erhalten geblieben (Nur der Doppel-Treppenzugang zur Bahnhofshalle fehlt). Eigendlich soll dieses Haus abgerissen werden, hoffentlich wird dagegen protestiert, da dieses unter Denkmalschutz steht.
    B) Wenn da schon alles modernisiert wird, dann sollen die Herrschaften auch ALLES machen und nicht nur halbe Sachen, der Rest wäre das wichtigste, in dem die BZB als Stadtbahn durch Germareskowe-Partanum (Der eigentliche Name von Garmisch-Partenkirchen) geführt werden muss, bis nach Farchant nach dem P+R-verfahren.
    Nur hierbei hätte die Zugspitzbahn auch ein sogenanntes Hand&Fuß.
    Auch darf erst dann die Olympiade stattfinden, wenn das Zugspitz-Stadtbahn-Konzept realisiert wird.

    mehr und genaueres s. http://www.myblog.de/alpenbayern-s-bahn

    regiotramuli
    Pro-Bahn-&-Klettersteig
    ich bin auch PRO-BAHN e.V.-MITGLIED

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s