KÖNIGSBERG

Altstadt med Königsberger Schloß i 1930erne. I januar til april 1945 blev hele området jævnet med jorden.

 Vor tids Atlantis

EN TYSK RIDDERORDEN grundlagde Königsberg ved Pregels udmunding i Østersøen. I dag hedder byen Kaliningrad, og russerne vil til tysk harme fejre 60-året for navneændringen. I 2005 blev byens jubilæum fejret med deltagelse af Vladimir Putin og Gerhard Schröder. Nedenstående artikel stammer fra dengang.

This slideshow requires JavaScript.

Når et årstal ender på fem, er der ofte dømt debat i Tyskland – landet, der aldrig bliver færdig med sin fortid. Men også landet, hvor der i modsætning til mange andre lande ikke er så mange tabuer er tilbage.

2005 er usædvanlig. For i år får de tyske intellektuelle, medier og historikere den sjældne lejlighed at fylde spalter, bogsider og sendetid med ekstremerne i det, som Tyskland har frembragt: Det er 200 år siden, at den tyske digter Friedrich von Schiller døde i åndens og idealernes by,

Weimar. Men det er også 60-året for Auschwitz” befrielse og Nazitysklands endelige kapitulation i Flensborg.

Schiller står i dag ikke kun i Weimar, men også på russisk jord. Han står med hovedet i behold uden for Bolsjoj-teatret i Østersø-byen Kaliningrad. Her overlevede statuen af den store tænker den russiske indmarch i det tidligere Königsberg i 1945 – som en af få statuer i den gamle hansestad. Formentlig fordi en soldat fra Den Røde Hær på soklen havde skrevet: “Skyd ham ikke! Han er en kunstner!”

EJENDOMMELIG HISTORIE

Netop i Kaliningrad bliver historien pikant. I år er det 750 år siden, at Den tyske Ridderorden under navnet Königsberg grundlagde den senere så driftige hansestad ved floden Pregels udmunding i Østersøen.

Her udviklede byen sig efter reformationen til at blive en protestantisk forpost mod øst, og frem til 1525 regerede Den tyske Ridderorden i byen og bragte tysk kultur til det område, der blev kendt som Østpreussen.

Bortset fra slaviske områder mod syd havde området været beboet af de hedenske baltisktalende pruzzer (preussere), der blev blandet med de tyske kolonister, og i løbet af det 13. århundrede lykkedes det de tyske korsriddere at få dem undertvunget og kristnet.

Men preusserne bevarede trods dette deres kultur og sprog helt op til det 17. århundrede, hvor de efterhånden forsvandt i mængden af tyskere og masurere (også kaldt “vandpolakker”).

 

Dér, hvor det gamle Königsberger Schloß lå, står i dag en af verdens grimmeste bygninger, stalinistisk beton af værste skuffe.

KRONINGSBY

Fra 1701 blev de preussiske konger kronet i Königsberg, der herefter var Preussens hovedstad nummer to efter Berlin.

I næsten 700 år var Königsberg en tysk by, indtil den i 1945 blev indtaget af Stalins hære og i 1946 blev omdøbt til Kaliningrad – efter Mikhail Kalinin, der var præsident for Den Øverste Sovjet og Stalins højre hånd. I historieskrivningen uden for Rusland, Hviderusland og Nordkorea er Kalinin en forbryder.

Derfor vakte det harme i Tyskland, da de russiske myndigheder allerede for to år siden proklamerede, at man ville fejre “Kaliningrads 750 års jubilæum” – og altså ikke Königsberg. Vladimir Nikitin, der er Kaliningrad-provinsens repræsentant i Statsdumaen i Moskva, nægtede simpelt hen at nævne navnet Königsberg i forbindelse med 750-års jubilæet.

“Alene tanken, at man i Rusland skulle mindes grundlæggelsen af en tysk ordensborg, er absurd. Ordensborgen blev startskuddet til en militær og åndelig aggression mod Rusland og den russisk-ortodokse tro”, sagde Vladimir Nikitin til den tysksprogede avis Königsberger Express.

Vladimir Nikitin nægtede hårdnakket at fejre de 750 år og gjorde det i stedet for til et krav at fejre 60-året for “befrielsen” af Königsberg i 1945.

 

HVIS KANT BARE VIDSTE…

“Hvis Kant havde vidst det”, var overskriften på en artikel i den liberale tyske avis Die Zeit. Det skete med henvisning til den tyske filosof Immanuel Kant (1724-1804), der tilbragte hele sit liv i Königsberg.

Kant var ikke den eneste store personlighed, der var et produkt af Königsberg. Der var også den kritiske kunstner Käthe Kollwitz (1867-1945), hvis kunst nazisterne hadede. Der var en af det 20. århundredes mest fremtrædende og kontroversielle tænkere, Hannah Arendt (1906-75). Der var digteren Simon Dach (1605-59), og der var teologen Johann Gottfried von Herder (1744-1803). Skulle de alle glemmes for at fejre en by opkaldt efter en blodbesudlet stalinist?

Når noget ikke fungerer eller går i hårdknude i Rusland, så venter man blot. Man venter og venter på magtsproget længere oppefra i systemet.

Vladimir Mikhailov er leder for Kaliningrad-provinsens internationale kontor, og han har hele tiden været for et 750 års jubilæum. Han har faktisk været så entusiastisk, at han på et tidligt tidspunkt har været med til at igangsætte imponerende restaurationsarbejder af gamle tyske minder i byen.

Han var lodret uenige med den lokale duma-repræsentant og kom til at vente i næsten to år, før det endelige ord kom fra Moskva, direkte fra Vladimir Putin endda. Ordret sagde Putin i januar 2005, at man “uden tøven ville markere 750-året for Kaliningrad/Königsberg”. Bemærk skråstregen.

 

Nordbahnhof cirka 1930

SCHRÖDER PÅ BESØG

I juli 2005 mødtes han til den officielle fejring af byjubilæet med Tysklands forbundskansler, Gerhard Schröder, og med deltagelse af Frankris præsident, Jacques Chirac.

Gerhard Schröder besøgte blandt andet Immanuel Kants grav og det universitet, der er opkaldt efter filosofffen.

Desuden blev Kaliningrads fremtid drøftet. Det var dog uden deltagelse fra nabolandene Polen og Litauen. Forholdet mellem Rusland og Litauen betegnes for tiden som spændt – især affødt af visumproblemerne i forbindelse med transittrafikken til og fra Kaliningrad-eksklaven. Polens præsident, Alexander Kwasniewski, kalder de manglende invitationer til Polen og Litauen for “en fejl, der er større end en almindelig fejltagelse”.

Vladimir Mikhailov fra Kaliningrad-provinsens internationale kontor glæder sig over, at en flere år lang diskussion om byjubilæet nu er slut. “Diskussionen har været absurd. Vi bor i Kaliningrad, men man kan ikke blot ignorere, at byen i århundreder hed Königsberg”.

 

Königsberger Dom efter restaureringen.

KRAV OM NAVNEÆNDRING

Men helt slut er diskussionen nu ikke. I Kaliningrad-eksklaven, der ligger adskilt fra resten af Rusland, vokser bevægelsen “Pro Königsberg”.

Medlemmerne, der næsten udelukkende er russere, kræver byens gamle navn tilbage, og sprogforskeren Vladimir Toporow, der er medlem af Videnskabernes Akademi i Rusland, plæderer offentligt for navnet Königsberg.

“Det er bedst, at Rusland vender tilbage til byens gamle betegnelse i stedet for at vente, til det sker under omstændigheder, vi ikke kan undgå”, har han udtalt til tyske aviser.

For i den tyske debat er der også noget i gære. På hjemmesiden http://www.politikforum.de for eksempel. Siden er et diskussionsforum for den seriøse samfundsdebat. Værtshussnak, lokumsdiskussioner og højreradikale indlæg finder ikke vej til siden, hedder det – frit oversat – i formålsparagraffen.

På siden skriver flere debattører, at Rusland nu endelig må tage sit opgør med fortiden, og det kunne passende gøres ved at eliminere navnet Kalinin.

VOKSENDE HARME

Samtidig harmes mange over, at 60-året for stormen på Königsberg direkte skal ophøjes til en højtidelighed. Det har i årevis i Tyskland været god latin ikke at mindes de gamle østområder mere end højst nødvendigt. Faren for at blive stemplet som “revanchist” eller “højreradikal” lå lige for.

De senere år er diskussion dog – af flere årsager – blevet mere legitim i Tyskland. Og mange har her vanskeligt ved at se, hvorfor 60-året for Königsbergs fald i 1945 skal mindes. Det var ikke naziregimet, der faldt her. Det var de tilbageværende mødre, gamle og børn (mændene var i krig), der fik samme behandling, som SS”erne havde givet den sovjetiske befolkning på østfronten.

Før krigen boede her 300.000 mennesker. Da Den røde Hær rykkede ind, var der godt 100.000 tilbage. Resten var ved fronten eller på flugt ad dødsruten mod vest. Af de 100.000, der var tilbage i byen, overlevede kun cirka 20.000. De øvrige blev sendt til Sibirien, hvorfra kun få kom tilbage, eller indsat i koncentrationslejre i byen, hvor de døde af sult og sygdom.

FORSVUNDET FRA OVERFLADEN

Efter 1945 blev resterne af det hanseatiske middelaldercentrum jævnet med jorden. Resterne af Königsbergs gamle kroningsslot ødelagde de kommunistiske magthavere i 1968 med den begrundelse, at det sidste af byens preussiske vartegn skulle væk.

Sådan blev Königsberg det 20. århundredes Atlantis. En by, der simpelt hen forsvandt – visket væk fra jordens overflade.

Men historieforvanskning er næsten altid dømt til at mislykkes. Den erkendelse er man ikke nået til i Moskva endnu. Og sådan vil Königsberg/Kaliningrad være Europas mærkeligste by og ligesom Berlin var det engang fortsat være et symbol på en europæisk deling, der blot ikke længere er så synlig.

Klaus Gerber: Das alte Königsberg. Eine Kulturgeschichte in zwölf Kapiteln.320 sider, 24,90 euro (Böhlau Verlag, Köln).

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

3 svar til KÖNIGSBERG

  1. Anders Høgh siger:

    En gribende beretning der blotlægger Stalinismens ansigt og fortæller hvorledes mange af det gamle Europa,s flotte kulturbygninger og skatte blev skånselsløst ødelagt af paranoide
    krigsherrer.

  2. Margot Mikkelsen siger:

    Hej, ja jeg er rystet over hvad der er sket med Kønigsberg.
    Jeg er født i denne By, har levet min barndom der, er gået i skole der.
    Denne skønne By det er grufuld at ødelægger så mange kulturskatte
    Man kan ikke finde ord for denne massakre.

  3. Hej, ja det er meget trist med krig, de er som om det gælder om at smadre alt, man ser det stadig nu i dag, det er også alvorligt med alle de mennesker
    der går ud over vores familie har kendt lidt til anden verdenskrig

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s