KVINDER I VIETNAM

Vietnam 5 a - 003

De vietnamesiske myndigheder ved ikke præcist, hvor mange kvinder der egentlig lever og arbejder som gadesælgere. Langt hovedparten af gadesælgerne har nemlig stadig deres officielle bopæl ude i provinserne, og samtidig er gadesælgerne et problem, det officielle Vietnam ikke rigtig vil vide af. (Fotos: Hans Christian Davidsen)

 

VEJEN TIL UDVIKLING GÅR GENNEM KVINDERNE

DE FØLGENDE ARTIKLER er skrevet efter en reportagerejse til Vietnam i 2001. Temaet for artikelserien er Vietnams kvinder efter de økonomiske reformer i landet.

Selv om landet i de mellemliggende år har fortsat den rivende økonomiske udvikling, er de grundvilkår, der beskrives i artiklerne, desværre ikke blevet væsentligt anderledes.

I MIDTEN AF 1980erne gennemførte det socialistiske Vietnam sin version af glasnost og perestrojka med det økonomiske reformprogram doi moi (renovering). Landbrugskollektiverne blev opløst, og bønderne fik lov at dyrke, hvad de ville, når de havde opfyldt en eventuel kvote til staten. Samtidig fik vietnameserne atter lov til at drive privat handel.
Efter Sovjetunionens sammenbrud har Vietnam givet markedskræfterne frit spil, og landet har åbnet sig for udenlandske investeringer.

HVAD HAR DET BETYDET for kvindernes levevilkår? Og hvorfor overhovedet undersøge kvinders levevilkår i et u-land?
For at svare på det sidste først. Kvinder er væsentlige i bekæmpelsen af fattigdom i Den tredje Verden. Jo bedre uddannede, kvinder er, jo større er chancen for at fremme sundhed og begrænse befolkningstilvæksten. Og netop befolkningstilvæksten er en ond cirkel for et u-land.

TRADITIONELT har de vietnamesiske kvinder spillet en stor rolle på arbejdsmarkedet og i landets produktion – både i landbruget og de statsejede virksomheder. Efter overgangen fra socialistisk planøkonomi til markedsøkonomi er langt flere kvinder end mænd blevet fyret fra de statsejede virksomheder.

MULIGHEDERNE HAR ÅBNET SIG andre steder. Kvinderne har især fundet arbejde i småhandel og hjemmeproduktion, hvor lønnen ofte er lav og beskæftigelsen usikker. En anden faktor, der har lagt øget pres på kvinderne er den, at børne- og sygepasning ikke længere er noget, det lokale landbrugskollektiv eller den statsejede virksomhed tager sig af. Disse forpligtelser er røget tilbage på familierne – og dermed i realiteten kvinderne, der laver stort set alt arbejde i hjemmet.
Men udviklingen er ikke entydig. Artiklerne tegner et lille billede af et u-land, der i det mindste er i bevægelse.

 

Vietnam 4 b - 050

 

Khuat Thu Hong: Under Vietnam-krigene tog kvinderne sig af det hårde arbejde på markerne, da deres mænd kæmpede på slagmarkerne. I dag har mændene profiteret af de mange nye muligheder, der er kommet i Vietnam, mens kvinderne står tilbage med det hårde og slidsomme arbejde. (Fotos: Hans Christian Davidsen)

 

EN KLØFT MELLEM KØNNENE

Kritikeren. Sociologen Khuat Thu Hong er bekymret for det tilbageslag, der har ramt de vietnamesiske kvinder. Kampen for ligestilling er bombet flere årtier tilbage, mener hun.

HANOI. Levestandarden i Vietnam er blevet meget højere, efter at landet har åbnet sig for omverdenen. Generelt har kvinderne fået en bedre dagligdag. Men deres andel i fremskridtene er ikke nær så stor som den andel, mændene har fået.
Det er den konklusion, sociologen Khuat Thu Hong er nået frem til efter mange års forskning i kønsrolle-spørgsmål i Vietnam. Hun frygter, at kløften mellem mænd og kvinder bliver endnu større i takt med den globalisering, som det førhen så lukkede Vietnam også er blevet en del af.
– Når jeg kommer ud på landet, tænker jeg: Gud! Tiden er skruet 30-40 år tilbage. Under Vietnam-krigene tog kvinderne sig af det hårde arbejde på markerne, da deres mænd kæmpede på slagmarkerne. I dag har mændene profiteret af de mange nye muligheder, der er kommet i Vietnam, mens kvinderne står tilbage med det hårde og slidsomme arbejde, siger Khuat Thu Hong.
Hun er seniorforsker ved instituttet for socialvidenskab i Hanoi – og selv udearbejdende mor.

Forvirrede unge

De store byområder Ho Chi Minh By (Saigon) Haiphong og Hanoi har haft en kolossal økonomisk vækst, og det har generelt givet kvinder fra middel- og overklassen en større uafhængighed af mændene. På de anden side sidder de konfucianske traditioner stadig dybt i gennemsnitsvietnameseren. Ifølge disse traditioner skal kinder være stille, høflige, tilbageholdende og tage sig af det hjemlige.
– Den unge generation af kvinder er forvirret. På den ene side er der forventningerne og traditionerne. På den anden side er der et helt andet vestligt kvindebillede, som de pludselig bliver konfronteret med på tv, gennem internet, kulørte blade – og det, vi måske især i Vietnam oplever som en meget stærk globalisering, siger Khuat Thu Hong.

Relative fremskridt

På landet har kvinderne oplevet relative fremskridt efter overgangen fra planøkonomi til markedsøkonomi og åbningen over for omverdenen. Men fremskridtene kan slet ikke måle sig med byområdernes. Det har skabt en kolossal strøm af kvinder fra land til by, og det er meget ofte unge kvinder, der nok har fået arbejde i handel og industri, men samtidig også skal klare den traditionelle moderrolle.
– På den måde kan man sige, at livet er blevet meget, meget hårdere for mange kvinder i Vietnam. Før var sundhed, børnepasning og undervisning gratis. Det er det ikke længere, og disse byrder er næsten udelukkende faldet tilbage på kvinderne. Mændene mener ikke, det er deres ansvar. De har for byområdernes vedkommende ofte travlt med at tjene hurtige penge gøre karriere inden for computerbranchen og det forretningsliv, hvor de store penge flyder. På landet er mændene også forbavsende usynlige på markerne, siger Khuat Thu Hong.

Kollektivt ansvar væk

Vietnamesiske mænd er – heller – ikke kendt for deres trang til huslige gøremål. Og spørg en mand på gaden, om han kunne finde på at bruge et kondom. Efter et lille macho-grin vil han svare, at prævention er en sag for kvinder.
En alvorligere ting er dog, at
vietnameserne i dag er langt mere afhængige af deres børn, efter at kollektivernes ansvar for pasningen af de ældre er faldet væk. Det forklarer også, hvorfor det store flertal af vietnamesere holder fast i traditionerne og satser drengebørn, der kan forsørge familien.

 

Vietnam 5 a - 008

Hoang-Chi Anh er én af flere hundrede tusinder gadesælgere i Vietnams byer. Efter at Vietnam har forladt den socialistiske planøkonomi, er gadesælgere i stort tal vandret fra land til by. Langt hovedparten af dem er kvinder, der ikke har kunnet få arbejde på landet. 

 

20 KILOMETER MED 50 KILO PÅ SKULDRENE

Gadesælger. Masser vietnamesiske kvinder lever som gadesælgere i storbyerne. Efter de økonomiske reformer er der ikke længere arbejde på landet. Kvinderne tjener kun lidt og jages af politiet.

HANOI. Klokken er ni om aftenen. Den 29-årige gadesælger Hoang-Chi Anh er færdig efter en arbejdsdag, der begyndte klokken halv fem om morgenen.
Hoang-Chi Anh har tjent halvanden euro – eller godt ti kroner – på at sælge løg, blomkål og chili i Hanois gader. 40-50 kilo slæber hun hver dag i sine kurve med en tværstang over skulderen. 20 kilometers vandring gennem Hanois travle gader bliver det til i den daglige kamp for penge.
Klokken halv fem i morgen begynder en dag magen til dagen før. Hun deler syv kvadratmeter sammen med tre andre i en lejekaserne fyldt med gadesælgere.
Hoang-Chi Anh smiler til os. Det er ikke, fordi hun er specielt opstemt, men nærmere udtryk for en typisk asiatisk forlegenhed over sin egen penible situation.
– Jeg har det i det mindste bedre end hjemme på landet, siger Hoang-Chi Anh.
Hjemme – det er i Haihung-provinsen et par timers kørsel fra Hanoi. Her bor hendes otte-årige søn ved bedsteforældrene. Hoang-Chi Anh og hendes mand – der også er gadesælger i den vietnamesiske hovedstad – ser deres søn hver anden måned. Når de har tjent godt, måske hver måned.
– Det værste er at sige farvel. Han græder altid meget og vil ikke have, vi tager ind til byen, siger Hoang-Chi Anh.

Penge til søns skolegang

– Min største drøm er, at min søn ikke bliver gadesælger. Jeg kommer nok ikke så meget videre i mit liv, men så længe jeg kan tjene penge til hans skolegang og uddannelse, har jeg noget bedre at se frem til, siger hun.
Hoang-Chi Anh er én af flere hundrede tusinder gadesælgere i Vietnams byer. Efter at Vietnam har forladt den socialistiske planøkonomi, er gadesælgere i stort tal vandret fra land til by. Langt hovedparten af dem er kvinder, der ikke har kunnet få arbejde på landet. Eller kvinder, der er blevet ramt af underbeskæftigelse. Det vil sige, at der ikke er arbejde nok.
Underbeskæftigelse er typisk i landbruget, hvor der kun er noget at lave halvdelen af året, når udplantningen og høsten af ris står på. Resten af året er der ikke noget at bestille – og heller ingen penge at tjene.
De vietnamesiske myndigheder ved ikke præcist, hvor mange kvinder der egentlig lever og arbejder som gadesælgere. Langt hovedparten af gadesælgerne har nemlig stadig deres officielle bopæl ude i provinserne, og samtidig er gadesælgerne et problem, det officielle Vietnam ikke rigtig vil vide af.

Politiet er på vagt

– Politiet holder hele tiden øje med os. Bliver vi fanget i at sælge på gaden, får vi en bøde på halvanden euro (ti kroner), en typisk dagløn. Politiet siger, vi generer trafikken og fylder for meget i gadebilledet. Og at vi tager handelen fra dem, der har officielt godkendte stande på markederne, siger Hoang-Chi Anh.
Inden for den seneste måned er hun blevet snuppet af politiet to gange. Begge gange måtte hun betale en bøde.
– Jeg længes dog ingenlunde tilbage til tiden før de økonomiske reformer i Vietnam. Dengang var der officielt arbejde til os på landet, men der var sjældent nok at spise, og maden var meget dårligere dengang, siger Hoang-Chi Anh.
Efter reformerne fik Hoang-Chi Anhs familie et eget stykke land, men forældrene havde ingen penge til, at datteren kunne få en videregående uddannelse. Med en studentereksamen er hun ingenlunde dårligt uddannet og derfor typisk for en hel generation af vietnamesere, som den socialistiske republik har haft råd til at give 12 års skolegang.
– Alle de penge, jeg kan lægge til side, går til min søns skolegang, siger Hoang-Chi Anh.

Vietnam 5 a - 010

Vietnam 5 a - 013

Nguyen Thi Quynh Trang og Dinh Mai Linh har heftige diskussioner med deres kvindelige medstuderende. Den ene halvdel af deres kvindelige studie-kammerater er parat til at opgive deres job og karriere, hvis det »styrker parforholdet«. Den anden halvdel siger nej til mænd, der ikke vil acceptere, at begge parter har ret til et fuldtidsjob.

 

VI VIL KLARE OS SELV

Studenterne. De to studerende Trang og Linh ser begge lyst på deres fremtid i Vietnam. De ser de muligheder, deres mødre ikke havde. Og de tør godt sige nej til mænd, der ikke vil, som de vil.

HANOI. Man skal et godt stykke op ad den sociale rangstige i
Vietnam for at finde kvinder, der ikke blot vil nøjes med at lave mad for manden, kæle for ham i sengen og passe hans børn.
20-årige Nguyen Thi Quynh Trang og 19-årige Dinh Mai Linh kommer begge fra bedre stillede familier. Den ene studerer international handel, den anden
nationaløkonomi. Og budskabet fra de to unge kvinder lyder ens: Hvis ikke deres kommende mænd er parate til at dele pligterne derhjemme, så vil de helst være mænd foruden.
De er begge vokset op i landsfaderen Ho Chi Minhs fødeby. Den ligger lige dér, hvor det aflange Vietnam er smallest. Nu studerer de begge i hovedstaden Hanoi.
– Vi vil under ingen omstændigheder være økonomisk afhængig af en mand. Vi kender flere kvinder, der har giftet sig med en mand, der tjener så godt, at han bagefter har krævet af dem, at de skulle være hjemmegående husmødre. Det er desværre meget almindeligt, siger Nguyen Thi Quynh Trang og Dinh Mai Linh.

Ansigtstab

De fortæller, at de har heftige diskussioner med mange af deres kvindelige medstuderende. Den ene halvdel af deres kvindelige studiekammerater er parat til at opgive deres job og karriere, hvis manden bliver glad, og det styrker parforholdet. Den anden halvdel siger nej til mænd, der ikke vil acceptere, at begge parter har ret til et fuldtidsjob.
Mange vietnamesiske mænd mener, de taber ansigt, hvis de har en hustru, der også har et job med høj indkomst og karrieremuligheder.
– Mine forældre har altid stimuleret mig til, at jeg skal kunne klare mig selv. Derfor vil de heller ikke acceptere, at jeg får en kæreste nu, når jeg skal koncentrere mig om studierne, siger Nguyen Thi Quynh Trang.
Begge mener, deres muligheder er langt bedre, end de to unge kvinders mødres var for 20-25 år siden. De drømmer om en fremtid i et privat firma, hvor lønnen er god. Men hvor sikkerheden og pensionsordningerne til gengæld ikke er den samme som i den offentlige sektor eller de statsejede virksomheder, der stadig findes en del af.

Bedre muligheder

– Min mor kæmpede for Nordvietnam under krigen og var nødt til at bruge det meste af sin ungdom i hæren. Det er en stor forskel fra min ungdom, hvor mulighederne tegner langt flere. Jeg mener
bestemt, at kvinder i Vietnam har flere muligheder end for 10-15 år siden. De fleste kvinder har det bedre materielt. I dag kan vi også flytte, hvorhen vi vil. Det fik kvinderne ikke lov til under kommunismen, siger Dinh Mai Linh.
– Men jeg erkender, at kvinder, der står i en butik eller sælger varer på markedet, ikke tilnærmelsesvis vil komme til at få de samme muligheder, tilføjer hun.
I Vietnam er børnepasning ofte noget bedsteforældrene tager sig af, når begge forældre har udearbejde. Begge de unge studerende regner med at trække på de ældre generationer i familien, når de får børn. Eller hyre en dagplejer til at passe børnene.
Efter asiatisk målestok er mulighederne for barselsorlov til gengæld ren luksus i den socialistiske republik: Alle kvinder i job får fire måneder – i statsdrevne virksomheder endda op til fem-seks måneder.
Deres håb og drømme er et job, så de kan tale engelsk og komme i kontakt med udlændinge.

Vietnam 2 b - 003

Underbeskæftigelse i Vietnam findes typisk i landbruget, hvor der kun er noget at lave halvdelen af året, når udplantningen og høsten af ris står på. Resten af året er der ikke noget at bestille – og heller ingen penge at tjene.

 

GODE HENSIGTER – MEN…

Ligestillingsråd. Vietnam har svært ved at hamle op med de multinationale selskaber, der skaber nye arbejdspladser for kvinder. Mange af selskaberne blæser på kvindernes rettigheder.

HANOI. Officielt fejler viljen ikke noget. Vietnam har et ligestillingsråd – “Den Nationale Komite for Kvinders Fremme” som det officielt hedder.
Rådet har netop fremlagt en ambitiøs plan, der blandt meget andet har som mål nedbragt kvinders underbeskæftigelse på landet, at reducere kvinders arbejdsløshed i byområderne til fem procent og forhøje andelen af kvinder i nye job til 50 procent.
Alt for ambitiøse tal, mener flere kritikere. De undrer sig over, hvor rådet overhovedet får tallene fra. Vietnams premierminister, Phan Van Khai, har netop underskrevet planen, der nok forpligter. Men Vietnam er et eksempel på en lang række udviklingslande, hvor lovgivningen og de officielle politiske mål ikke fejler noget. Men hvor redskaberne til at få dem ført ud i livet er ringe.
Ligestillingsrådets formand, Tran Thi Mai Huong, erkender, at mange af problemerne ligger i Vietnams omstilling inden for de seneste ti år.
Hun er selv uddannet i det tidligere Sovjetunionen og har gjort karriere i det gamle apparat i Vietnam.

Blæser på rettigheder

– Vi har i rådetforholdsvis let ved at arbejde for kvinders rettigheder i statsvirksomheder og den offentlige sektor. Men vi er endnu ikke gearet til at kunne kontrollere de mange private virksomheder, der er skudt op. Det gælder især tilsynet medde mange multinationale selskaber, der har investeret i Vietnam, siger Tran Thi Mai Huong.
Mange private firmaer direkte blæser på de vietnamesiske kvinders ret til barselsorlov. Det er især store udenlandske mærkevare-selskaber, der har lagt deres produktion til Vietnam, hvor lønnen er latterligt lav, og arbejdernes rettigheder ikke værd at skrive om. Regeringen i Hanoi vil på den anden side gerne have industri til landet.

Central styring

– Vi har et stærkt behov for faglige organisationer, der kan agere over for de store udenlandske selskaber. Samtidig er vore fagforbund endnu på det stadium, hvor de kæmper for mere generelle krav og ikke specifikke kvinde-rettigheder, siger Tran Thi Mai Huong.
Ligestillingsrådet har kun en rådgivende funktion over for regeringen, og Vietnam er fortsat en ét-partistat med stærk central styring fra Hanoi. Det er derfor begrænset, hvor megen kritik man kan forvente fra Ligestillingsrådet med regeringen som adressat.
– Vi kan blot presse på over for regeringen. Man kan måske nok sige, at målene i vor ny handlingsplan er meget høje. Jeg gør mig heller ingen forhåbning om, at vi kan komme ud af moradset fra den ene dag til den anden. Men en ambitiøs handlingsplan har også en anden væsentlig funktion end målene: Den er med til at styrke bevidstheden om kvinders levevilkår – og forhåbentlig også med til at
ændre de vietnamesiske mænds måde at tænke på, siger formanden for Ligestillingsrådet.

Bank for de fattige

Der er da også blevet taget flere konkrete initiativer, omend i det små. Ligestillingsrådet er gået i offensiven for at få skabt flere job for kvinder i landområderne – især for at stoppe den stærke vandring til byerne.
Regeringen i Hanoi støtter i udvalgte områder kvinder, der lever af håndværk, med fordelagtige kreditter. CEP er navnet på en ny bank, der følger en succesmodel fra Bangladesh. Med støtte fra regeringen låner banken udelukkende penge ud til fattige og til en favorabel rente, så de undgår af falde i kløerne på ågerkarle.

Stabilitet – trods alt

Rose Marie Greve er direktør for FNs organisation for lønmodtagere, ILO, i Hanoi. Hun fremhæver Vietnam som et land, hvor der er politisk stabilitet.
– I kampen mod fattigdom er det vigtigt, at der er et minimum af politisk konsensus i et land. Og når jeg sammenligner med Sri Lanka, hvor jeg kommer fra, så har Vietnam også den kolossale fordel, at der er fred i landet, siger hun.
Rose Marie Greve erkender, at kvinder har været nogle af de første ofre under omstillingen til markedsøkonomi, men betegner samtidig ofrene som “uundgåelige”.
– Der er blevet skabt mange nye job inden for industrien. Det drejer sig om typiske kvindejob på for eksempel tøj- og skofabrikker. Men jeg mener, det er langt bedre end ingenting. I modsætning til mange andre lande i Den tredje Verden er der i Vietnam i det mindste en bevidsthed om kvinders særlige problemer. Forandringerne i Vietnam er sket så lynhurtigt, at regeringen slet ikke har kunnet følge med, siger Rose Marie Greve.
Hos ILO i Hanoi er projektkoordinator Dinh Trinh Van for tiden i gang med et uddannelsesprojekt, der skal gøre de vietnamesiske kvinder mere bevidste om deres rettigheder på arbejdsmarkedet. Og samtidig ruste dem til den bratte overgang det er at komme fra beskæftigelse i landbrug til job i moderne handel eller industri. Uvidenheden om det moderne arbejdsmarkeder er et af kvindernes største problemer, siger Dinh Trinh Van:
– Kvinderne i Den tredje Verden er nok dem, der er allermest sårbare over for globaliseringen.

Vietnam 2 b - 014