MARSTALS BUDDENBROOK

Carsten Jensen vedstår gerne, at han længe har været draget af fiktionen efter i mange år at have skrevet essays og rejseberetninger. - Jeg har først nu haft en historie, der ikke kunne forløses på en anden måde end gennem skønlitteraturen. (Foto: Povl Klavsen)

Carsten Jensen vedstår gerne, at han længe har været draget af fiktionen efter i mange år at have skrevet essays og rejseberetninger. – Jeg har først nu haft en historie, der ikke kunne forløses på en anden måde end gennem skønlitteraturen. (Foto: Povl Klavsen)

Forfatteraften med Carsten Jensen

SELV OM DE FLESTE indtil for 50 år siden ville betegne Danmark som en søfartsnation, er der skrevet forbavsende få skønlitterære værker om søens folk som omdrejningspunkt. Carsten Jensen har med sin anmelderroste Marstal-roman taget revanche.

 

videdruknede

Det halter med hukommelsen i Danmark, mener forfatteren Carsten Jensen. Hvis man for 50 år siden havde spurgte en dansker, hvad Danmark var for et land, ville de fleste have svaret, at det var en søfartsnation. I dag hedder svaret: “Jamen, vi er da en gammel bondenation”.

Og så er det implicit også forklaret, hvorfor mange i Danmark har det så svært med fremmede. For bønder har jo ikke været på de syv verdenshave.

– Det er noget af et hukommelsestab, når danskerne slet ikke husker, at Danmark også var en stor søfartsnation. Og gennem søfarten var der mange danskere, der fik et stort kendskab til fremmede. De levede ofte med dem på få kvadratmeter dæk. De fremmede var tæt på, og det er de også i dag, hvad enten vi vil det eller ej, siger Carsten Jensen.

I 2007 gæstede Carsten Jensen Slesvig Bibliotek for at fortælle om sin anmelderroste murstensroman “Vi, de druknede”.

På de 700 sider myldrer det med menneskeskæbner, skibskatastrofer, død, had og længsel. Her er historier og helte og skurke gennem fire generationer. Rammen om romanen er Marstal på Ærø – en lille og afsides beliggende by i et lille land, men med direkte adgang til den store verden udenfor. Byen har en fantastisk historie som søfartsby, selv om dens størrelse og beliggenhed slet ikke berettiger den til det. Da Marstal var på sit højeste, var der knap 350 hjemmehørende skibe i byen, der havde lige under 4000 indbyggere. Marstal var engang den næststørste søfartsby i Danmark efter København.

KVINDE PÅ HÆVNTOGT

I Carsten Jensens roman er slægtens ophav, Laurids Madsen, med i det store søslag i Egernførde Bugt i Treårskrigen. Her overlever han ganske utroligt eksplosionen på linjeskibet “Christian VIII” i april 1849 og bliver aldrig den samme igen. Sønnen Albert genfinder sin far på en ø i Stillehavet og får et skrumpehoved og hans støvler med hjem.

Albert blive en velhavende skibsreder og får sået nye drømme om de store verdenshave i sin søn, Knud Erik – der i øvrigt ender med at blive stillet over for et moralsk umuligt valg under Anden Verdenskrig. Moderen, Klara, hader dog havet. Hun har oplevet stormfloder, mistet familiemedlemmer og vil nu ikke også miste sin søn. Carsten Jensen gør hende til en kvinde på hævntogt mod mændenes livsform – en mere spændende måde at fortælle om Marstals nedgang som søfartsby, der indtraf parallelt med sejlskibenes svanesang. Bogen er en slags Marstals Buddenbrook.

– Marstal har i praksis været et matriarkalsk samfund. Hver gang der blev sagt farvel til mændene på kajen, var det også en generalprøve på døden. Min idé med bogen har været at fylde Marstals kirkegård op. Der mangler mange mænd under jorden. Hvor blev de af? Gik de alle sammen ned med et skib, stod de af på en øde ø, eller er de bare blevet trætte af livet? Mange af hustruerne hjemme i Marstal modtog aldrig en officiel besked, et brev eller bare et stykke papir om, at deres mænd var gået ned. Mange fik aldrig at vide, hvad der i virkeligheden var sket, siger Carsten Jensen.

Han er født og opvokset i Marstal og vendte som midaldrende mand tilbage til byen for at lave research til “Vi, de druknede”. Han gik på opdagelse i byens søfartsmuseum, som han ikke kalder for et museum, men for en folkebevægelse. Og i lokalarkivet, der er spækket med breve, dagbøger og erindringer. Ren guf for en mand, der vil skrive en roman som et forsøg på at fortælle sandheden – med løgnen som redskab.

DET VILDE ER SANDT

Romanen bruser af inspiration fra de store sejlads – og opdagelsesforfattere, og sproget er en blanding af Johannes V. Jensen og Herman Bang og i den originale fortællerstemme “vi”. I romanen er der masser af digt, hvor forfatteren lader den ene skæbne gribe ind i den næste, men det meste af stoffet har han fundet inspiration til i det virkelige liv.

– Jo mere eventyrlige fortællingerne i min bog er, jo større er sandsynligheden for, at de er sande. De lokale, sømændene og familiemedlemmerne derhjemme, husker næsten kun alt det dramatiske – en eller anden vild storm et eller andet sted ude på havet på en bestemt dato. Men den almindelige dagligdag er der ikke blevet nedfældet meget om. Derfor har jeg som tommelfingerregel måttet finde på alt det almindelige ind imellem. Søfartsmuseet er et rent klondyke af gode historier, men det er, som om folk tror, eftertiden ikke ville være interesseret i deres almindelige liv, så de fortæller om en masse voldsomme begivenheder – og næsten ikke andet, siger CarstenJensen.

Næsten hele romanen er skrevet i Marstal, og mens Carsten Jensen opholdt sig i byen, inviterede han de lokale til at høre om romanen ved en række læseaftener. Og her blev der slået en handel af. Når de lokale blev indviet i romanplanerne, skulle de også lukke op for posen af erindringer. Og der sad altid en række med strikkende koner på bageste række, der vidste besked om alt og alle mange årtier tilbage.

– I Marstal er fjernsynet endnu ikke den største kilde til underholdning. Det er færgen til og fra Rudkøbing på Langeland. Hvem er med, og hvad skal de her? Og så er det alle de mennesker, der går forbi ude på gaden. Lige pludselig var jeg den, der selv gik forbi…

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

FAKTA – MARSTAL

Marstal nævnes første gang 1517 som en lille landsby. Byen havde dog i perioder af 1500-tallet ret til handel med Flensborg, selvom Marstal ikke var købstad. Byen havde derfor tradition for at drive bondehandel uden om købstaden Ærøskøbing.

Marstal fik i 1600-tallet og 1700-tallet forskellige privilegier, så byen blev en mellemting mellem landsby og købstad, en såkaldt flække.

Byen skabte navnlig i 1700-tallet en omfattende skibsfart i både ind- og udland, og Marstalskipperne handlede med både Norge, Hertugdømmerne, Østersøbyerne og mange indenlandske byer. I 1803 grundlagdes en navigationsskole i byen, og en havn blev anlagt i 1825.

Den store fremgang blev bremset i begyndelsen af 1800-tallet, blandt andet af Englandskrigene, men fortsatte dog igen med fornyet kraft fra midten af 1800-tallet. Skibsfarten gik nu primært til England og Vesteuropa og fra 1860″erne også til Amerika og Afrika. Der opstod et omfattende træskibsbyggeri i Marstal, og senere etableredes flere stålskibsværfter og en del industri i tilknytning hertil.

I 1900-tallet var Marstal fortsat en udpræget søfartsby, der som sådan formåede at fastholde en omfattende industri, handel og transport. Byen led dog store civile tab på havet under både Første og Anden Verdenskrig.


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s