ØSTFLYGTNINGE I SYDSLESVIG

Det er et ømtåleligt emne, Martin Klatt tager fat på i sin bog om forholdet mellem de østtyske flygtninge og det danske mindretal i Sydslesvig. Fjendtligheden over for fremmede grænsede til racisme i årene efter krigen.

Flygtninge i national kamp

Der ligger et omfattende arbejde med primærkilderne bag Martin Klatts bog om de østtyske flygtninge i efterkrigstidens Sydslesvig. Der er ikke meget at udsætte mod dette vægtige værk. Læs det.

“Hvis vi vil hjem til Danmark, må vi holde os rene. Igennem opblanding kan vi ikke beholde vort sydslesvigske særpræg, men bliver mere og mere prøjsisk… vi vil til Danmark som rene sydslesvigere“.

Sådan lød den yderliggående tone i en tale, som SSW-politikeren Samuel Münchow holdt ved Sydslesvigsk Forenings bystyrelsesmøde i Flensborg i november 1947.

Budskabet var: Dansk-sydslesvigsk blod skal ikke blandes med blod af flygtninge fra Østpreussen, Pommern, Schlesien og Sudeterlandet. Var det Blut und Boden i en ny variant?

Året efter vedtog Sydslesvigsk Forening under alle omstændigheder, at man ikke kunne være medlem, hvis man var gift med en flygtning. Og på et dansk ungdomsmøde i Rønshoved blev flygtningene sammenlignet med de “vilde vendere”, og de blev kaldt for tyskere af slavisk afstamning.

SÆTTES I RELATION

Historikeren Martin Klatts doktordisputats “Flygtningene og Sydslesvigs danske bevægelse 1945-55” er fyldt med eksempler på den danske distancering fra og konfrontation med de cirka 300.000 østtyske flygtninge i Sydslesvig efter Anden Verdenskrig.

Bogen dokumenterer en fremmedfjendskhed, der dog sættes i relation til de voldsomme omvæltninger, der fandt sted i Sydslesvig fra 1945 frem til mærkeåret 1955 med København-Bonn-erklæringerne.

KRITIKLØST OVERTAGET

Spændingerne voksede heller ikke kun frem af ren racetænkning, men blev også brugt politisk i kravet om en grænserevision. Da talen om Sydslesvigs genforening med Danmark forsvandt, stilnede flygtningedebatten også af – og forsvandt til sidst.

I Danmark blev den sydslesvigske propaganda overtaget kritikløst. Sydslesvigsk Udvalg af 5. maj 1945 udsendte tidsskriftet “Det brændende Spørgsmål”, og heri kaldte biskop Fuglsang-

Damgaard flygtningene for “en dødelige fare”. Journalisten Tage Mortensen tillagde i reportager i danske blade østpreusserne klare racekendetegn, der adskilte dem fra sydslesvigerne.

Argumentationen var, at de østtyske flygtninge var en trussel for Danmarks sikkerhed. At de blev brugt i en tysk kamp som et bolværk

Ledende mænd i mindretallet og danske Sydslesvig-aktivister fremstillede flygtningene som det evigt tyske onde. Det hed sig, at de alle var nazister – skønt NSDAPs stemmeandele ved alle fire rigsdagsvalg 1930-33 var langt højere i Sydslesvig, end de var i Pommern og Østpreussen. Den antinazistiske kunsthandler Peter Hattesens kone mente for eksempel, at det var en demokratisk variant af nazismen, der fandtes i Sydslesvig.

 

HYKLERI

Martin Klatt skærer igennem og kalder sydslesvigernes beskyldninger mod flygtningene for hykleri. Med andre ord: Sydslesvigerne havde så absolut ikke noget at lade det øvrige Tyskland høre.

Almindelige borgerlige rettigheder blev nægtet flygtningene af fremtrædende dansksindende, som eftertiden kender som gode demokrater. Den daværende danske borgmester i Harreslev, den senere højskoleforstander Niels Bøgh Andersen, kritiserede i februar 1946 Lyksborg Kommune for at have vedtaget en kommunalforfatning, der gav flygtningene valgret til almindelige valg. De var fuldgyldige statsborgere i Det tyske Rige, der gik under med nazisterne. I modsætning til sydslesvigerne havde de blot mistet deres hjemstavn.

Flygtningene blev brugt i en grænsekamp, men mest fra dansk side. Det sandsynliggøres dog ikke, at der primært skulle ligge en bevidst tysk taktik bag den forholdsmæssig store anbringelse af flygtninge i Slesvig-Holsten, når man sammenligner med delstater længere sydpå.

 

STORT KILDEARBEJDE

Martin Klatt påviser desuden, at konflikter mellem danske og tyske sydslesvigere blev udvisket, og at der ofte ofte der sat lighedstegn mellem hjemmehørende og danske.

Martin Klatt dømmer kun sjældent, og når han endelig gør det, er dommen underbygget med fakta – som når sydslesvigerne beskyldte østpreusserne for at være særlig nazistiske. Han overser heller ikke, at tiden efter 1945 var en anden.

Og man må bede til, at en efterfølgende debat vil undlade at fokusere på det faktum, at Martin Klatt ikke levede i den tid, han skriver historie om. For hvis alle historikere skulle have oplevet de perioder, de skriver om, hvordan i alverden skulle vi så nogensinde få skrevet – og revideret – historien?

Det afgørende er, at de videnskabelige discipliner er benyttet, at der disponeres og argumenteres for teoridannelse. Her er der intet at udsætte mod Klatts disputats, hvis styrke er et ganske omfattende arbejde med primærkilderne. Læsning kan anbefales.

Martin Klatt: Flygtningene og Sydslesvigs danske bevægelse 1945-55. 460 sider, 248 kroner (Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig).

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

Flygtningestrømmen til Slesvig-Holsten i 1945-1946 kom primært fra de tyske østprovinser øst for Oder-Neiße-floderne. Efter krigen tabte Tyskland områderne til Polen, Sovjetunionen og Litauen.

FAKTA

• 300.000 flygtninge kom i 1945-46 til Sydslesvig. Over halvanden million til Slesvig-Holsten.

• Flygtningene var på flugt fra Sovjetunionens fremtrængen i Østpreussen, Danzig-området, Hinterpommern, Sudeterområdet og Schlesien.

• Martin Klatt er født 1964, gik i skole i Hamborg, og har studeret historie i Kiel og København. Han har udgivet flere afhandlinger om Sydslesvig og det danske mindretals historie.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s