REICHSPARTEITAGSGELÄNDE NÜRNBERG

Tribunen på Zeppelin-området, hvor Adolf Hitler talte til over 300.000 mennesker på rigspartidagene i Nürnberg. I dag bruges området blandt andet til motorsportsløb samt af skatere og motionister. (Foto: Hans Christian Davidsen)

NÜRNBERG VAR BYEN, hvor nazismen skulle markedsføres. I årtier har byen ikke rigtig vidst, hvad den skulle stille op med det gigantiske område, hvor nazisternes partidage fandt sted. Et dokumentationscenter fortæller om den farlige fascination, der udgik fra middelalderbyen.

Den godt 70 meter brede paradeboulevard Große Straße.

Nürnbergs ry vil for evigt være plettet. Byen var centrum for nazisternes stort anlagte rigspartikongresser fra 1934 til 1938, og i 1935 kom den til at lægge navn til Nürnberg-racelovene, der med ét fratog jøderne alle deres borgerlige rettigheder.

Derfor valgte besættelsesmagterne bevidst Nürnberg som stedet, hvor de ansvarlige – eller i det mindste en brøkdel af dem – skulle stå til ansvar for deres ugerninger. Det skete med Nürnberg-processerne, der foregik i byens gamle nævningedomstol.

Virkeligheden var, at Nürnberg aldrig var mere nationalsocialistisk end andre tyske byer. Nürnberg var regeret af liberale og socialdemokrater, der i modsætning til borgerlige tyske højrepartier lagde en helt klar afstand til nazisterne. Men de regerede partier blev nærmest usynlige i de store armbevægelser, som andre sørgede for. Politichefen bød Hitler velkommen, og allerede fra 1923 udgav Julius Streicher den antisemitiske ugeavis, der havde redaktion og trykkeri i Nürnberg. Hetzartikler og perfide karikaturer blev sprøjtet ud fra Nürnberg for at gøde jorden for det syge tankegods.

Men byen, der markedsførte nazismen, blev valgt af nazisterne. Det var ikke her, bevægelsen voksede ligesom i Münchens lumre ølkældre. Adolf Hitler valgte byen til rigspartikongresserne, fordi den lå centralt og gunstigt rent trafikalt for de hundredetusinder, der kom strømmende fra alle egne af Tyskland. Og byens middelalderkulisse passede perfekt ind i den tyske nationalisme, som nazisterne dyrkede.

I dag er Nürnberg ved at få det bedre med sig selv og sin fortid. I byens sydøstlige udkant – lige nøjagtig der, hvor de enorme rigspartikongresser blev afholdt – fortæller et stort dokumentationscenter om Det tredje Rige og nazisternes partimøder. Det sker på videnskabeligt grundlag og samtidig sådan, at historien gøres spiselig for skoleklasser. Og på bykortene kan man se resterne af det gamle Zeppelin-område markeret. Sådan var det ikke for 25-30 år siden. Dengang nøjedes turistbrochurerne med at vise billeder af fra den romantiske bykerne.

Ansigt til ansigt med Hitler og hans masseoptrin i dokumentationscentret i Nürnberg.

REKLAMER FOR IS OG COLA

Det var på Zeppelin-området, at filminstruktøren Leni Riefenstahl i 1934 optog propagandafilmen “Triumph des Willens”, der forherligede regimet. Her står tribunen endnu og bliver med jævne mellemrum taget i brug, når der er motorsportsløb på de brede veje på området. Amerikanerne sprængte hagekorset væk i april 1945 – for øjne af filmreportere og resten af verden – og de lange kolonnader måtte myndighederne i Nürnberg i 1960erne jævne med jorden af sikkerhedshensyn. Tribunen blev bygget med det persiske Pergamon-tempel som forbillede, og marcherne foregik – ikke ulig paraderne i de tidligere kommunistiske lande – med Adolf Hitler og det øvrige partilederslæng stående på en fremskudt afsats.

Motionister, skatere og folk på rulleskøjter bruger asfalten foran til adspredelse, mens der gror ukrudt på pladsen foran – her hvor menneskemasser og enorme lyssøjler i aftenmørket symboliserede illusionen “tusindårsriget”. Når der arrangeres motorløb på stedet, hænger der ofte store reklamer for is og cola på den granit, som tusindvis af kz-fanger sled sig ihjel for at bryde i kz-lejrene i Flossenbürg, Mauthausen og andre steder. Man kan afgøre, om det er bizart eller blot fornuftigt genbrug den måde, som eftertiden har taget de gamle nazi-bygninger i brug på.

Den gamle transformatorstation på Regensburger Straße i områdets udkant – en typisk granitklods fra Det Tredje Rige – huser i dag en Burger King-restaurant og et fitness-studio. Og Nürnbergs symfoniorkester har øvelokaler i kongresshallen, som Hitlers yndlingsarkitekt, Albert Speer, opførte med Colosseum i Rom som udgangspunkt.

ALDRIG FULDENDT

Den overdækkede hal blev bygget til at rumme 50.000 mennesker, men blev aldrig fuldendt. I dag står som den en torso. Udvendig med den ubeskadigede facade – indvendig ser den ud som en ruin. Ikke fordi, den blev ødelagt, men fordi den aldrig blev færdig. I det ene hjørne af den hesteskoformede bygning forsøger det moderne Nürnberg at give svaret på, hvorfor naziregimet havde så stor en tiltrækning på det tyske folk. Og svar på en masse andre hvorfor”er.

Her er en turistattraktion som nok er trist, men lærerig og vellykket: Dokumentationszentrum Reichsparteitagsgelände. Ny arkitektur af glas og stål borer sig ind i bygningskolossen – som en pæl af moderne oplysning gennem den retvinklede geometri i Speers og Hitlers grundplan. Den tunge magtdemonstration bliver simpelthen brudt med lys og luft skabt af den østrigske arkitekt Günther Domenig. Han er dekonstruktivist (altså groft sagt til de rene former) og kom selv fra “et hjem, som var åben over for det nationalsocialistiske tankegods”, som han har fortalt. Domenig har forklaret, hvordan han “følte en isnende kulde og støv fra de døde”, da han første gang var inde i bygningen. Det er denne magt, han har villet forstyrre.

Hvad skulle Nürnberg stille op med disse gigantiske pladsanlæg og granitbygninger efter 1945? Bygningerne stod som kolossale monumenter over et uretsregime, der begik de uhyrligste forbrydelser i historien.

Hvad skulle Nürnberg stille op med disse gigantiske pladsanlæg og granitbygninger efter 1945? Bygningerne stod som kolossale monumenter over et uretsregime, der begik de uhyrligste forbrydelser i historien.


LÆRERIG UDSTILLING

“Faszination und Gewalt” er titlen på den faste udstilling i dokumentationscentret, der finansieres af byen Nürnberg, delstaten Bayern og forbundsstaten. Det er fagligt højt respekterede historikere som Reinhard Rürup, Wolfgang Benz og Christoph Stölzl, der har været med til at sikre centrets høje niveau med deres sæde i det videnskabelige råd.

Som projektlederen Hans-Christian Täubrich sagde ved centrets åbning i 2001:

– Det tredje Rige fjerner sig mere og mere fra nutiden. Sådan er det nu engang. Vort mål er at fastholde kendsgerningerne for nye generationer uden skyldkomplekser.

Ellers må man sige, at den brug, som Nürnberg gør af den gigantiske bygning er pragmatisk. Byens renovationsvæsen har gennem mange år brugt det indvendige område i bygningen til at parkere sine skraldevogne, og store dele af bygningen bliver lejet ud til lagerplads.

Udstillingen i dokumentationscentret afspejler, hvad der i 1930erne udspillede sig i Nürnberg. Det var midt i denne suggestive repræsentationsarkitektur, at propagandaen blev udbredt og racelovene udfærdiget, og resultatet var krig og folkemord. Den nazistiske voldsideologi vises frem i rå rum med upudsede mure i samme tilstand som i 1939, da krigsudbruddet forhindrede det videre byggeri. Man bevæger sig på gangpodier og det oprindelige betongulv og bliver konstant udsat for spørgsmålet: Hvordan blev almindelige mennesker forvandlet til ondskabens gerningsmænd? Det er let for eftertiden at fordømmme, og derfor skal vi – blandt andet med Leni Rienfenstahls uhyggeligt raffinerede produktioner – udsættes for nazismens forførelseskraft på egen krop. Men hvor stærkt har det virket dengang, hvor immuniteten over for massemedierne var langt lavere?

Dengang var der ingen popstjerner, men Adolf Hitler blev fejret som en sådan, når han kørte til det fornemme Hotel deutscher Hof i Nürnberg (hotellet eksisterer i øvrigt endnu). En kvinde årgang 1923 fortæller i en film i centret, hvordan hun og hendes veninder konkurrerede om, hvor mange gange, de havde set føreren, når han var i Nürnberg.

Dokumentationscentret bryder den onde ånd, der i årtier har hvilet over det 25 kvadratkilometer store Reichsparteitagsgelände. Det moderne og civiliserede Tyskland får her et ord at skulle have sagt.

 ÅRELANGE DISKUSSIONER

For hvad skulle Nürnberg stille op med disse gigantiske pladsanlæg og granitbygninger efter 1945? Bygningerne stod som kolossale monumenter over et uretsregime, der begik de uhyrligste forbrydelser i historien. På den ene side var og er de så overordentlig massive, at det kom i tredje eller fjerde række overhovedet at bruge ressourcer på at rydde dem væk i den sønderbombede by. For det andet kunne mange af bygningerne midlertidigt bruges i en tid, da titusinder af mennesker manglede tag over hovedet. Allerede før 1933 var den sydøstlige bydel et rekreativt område og et yndet udflugtsmål for nürnbergerne, og i dag ligger et flot friluftsbad og Nürnbergs fodboldstadion hyggeligt mellem søer og lunde.

I 1980erne kom diskussion om områdets fremtid til at koste hoveder i Nürnbergs rådhus, hvor man fødte ideen om at lade det hele omdanne til en “fredens park”. Forvaltningscheferne foreslog, at man blot skulle lade den grønne frodighed vokse til mellem den golde nazi-arkitektur. En romantisk og givetvis velment ide, der provokerede begge politiske fløje: Højrefløjen, som mente, at nazismen har en plads i Tysklands historie på linje med andre epoker, og venstrefløjen, der frygtede, at Albert Speer ville kunne vinde en sejr mange år efter sin død, hvis området fik karakter som gamle pyramider gemt i vildnisset. Det hører her med til historien, at den nazistiske stjernearkitekt netop havde spået, at hans bygninger stadig ville have en ruinværdi, den dag de ikke skulle tjene deres formål længere.

Mange gigantiske komplekser fra nazi-tiden står tilbage rundt om i Tyskland. Men få steder bliver man så sansemæssigt bevidst om storhedsvanviddet. De stumme udsagn fra stenene bliver modsagt i det ny dokumentationscentrum og de informative tavler, der er sat op rundt om på anlægget. Og så kan Nürnberg atter være bekendt til at vise den anden del af sit ansigt i turistbrochurerne.

I den anden ende af byen – på Fürther Straße – ligger Nürnbergs nævningedomstol, Schwurgerichtsaal 600. Her står interiøret nøjagtig som, da Nürnbergprocesserne fandt sted efter krigen. Her kan man komme ind, når der ikke er domsforhandlinger, typisk sidst på formiddagen på hverdage samt i weekender.

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

 

Kongresshallen, som Hitlers yndlingsarkitekt, Albert Speer, opførte med Colosseum i Rom som udgangspunkt.

Kongresshallen, som Hitlers yndlingsarkitekt, Albert Speer, opførte med Colosseum i Rom som udgangspunkt.

3 svar til REICHSPARTEITAGSGELÄNDE NÜRNBERG

  1. Ole Mikkelsen siger:

    Jeg har besøgt centeret sammen med min kone og hendes tyske familie – den har boet i Nürnberg i fire generationer – den har været med hele vejen.
    Den dag vi besøgte centeret var der også en deling tyske soldater, der gik meget stille rundt og lyttede og læste – jeg er meget glad for at der i den tyske militæruddannelse også indgår et besøg på dette dokumentationscenter – jeg anbefaler iøvrigt andre til at besøge centeret når de kommer til Nürnberg.

  2. Dines Bogø siger:

    Tror at 1934-film IKKE er optaget på Zeppelin-området.

    http://en.wikipedia.org/wiki/Triumph_of_the_Will

    M.v.h. Dines Bogø

  3. Pingback: Dokumentationszentrum Reichsparteitagsgelände – et storhedsvanvid vi ikke må glemme – Tyske eventyr

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s