Emil Nolde med sin danske hustru, Ada Nolde. Emil Nolde havde også dansk pas, men var tysksindet nordslesviger.
EMIL NOLDE OG NAZISTERNE – de fleste tænker på maleforbud og modernistisk kunst, der af nazisterne blev skæmmet som vanartet. Men Nolde var selv medlem af nazipartiet, uforbeholden antisemit og i mange år på god fod med Goebbels. Efter krigen er det blot lykkedes ham at tegne et noget andet billede.
Noldes have i Seebüll i Nordfriesland lidt syd for den dansk-tyske grænse. (Fotos: Hans Christian Davidsen)
Der er næppe nogen tysk kunstner, der er gået så meget i hjerterne på et dansk publikum som Emil Nolde (1867-1956).
Nolde-museet i Seebüll syd for den dansk-tyske grænse ved Tønder modtager hvert år tusindvis af besøgende fra Danmark. Gæsterne falder for den mystiske og stærkt personlige dimension, som Emil Nolde tilførte den tyske ekspressionisme.
Oven i dette ligger vel også en snert af sympati for et offer. Det lykkedes nemlig Emil Nolde at tegne et billede af sig selv som et offer for nazisternes forfølgelse.
Men hvad de færreste danske gæster i Seebüll ved, er, at Emil Nolde var nazist. Han korresponderede blandt andet med propagandaminister Joseph Goebbels, var stærkt antisemitisk i flere af sine udtalelser og ikke alene den forfulgte uskyldighed, han især med sine “umalede billeder” har haft succes med at fremstille sig selv som.
Nolde-Museum i Seebüll.
DET TYSKE FOLKS REJSNING
Den 27. april 1933 – altså 11 uger efter Hitlers terrorvalg den 5. marts – skrev Emil Nolde et brev til den norske kunsthistoriker Henrik Grevenor.
“I denne politisk urolige vinter er der sket så meget, som hele tiden har optaget én, fordi vi jo oplever den stærkt gennemførte og fantastiske rejsning af det tyske folk”, skrev Nolde fra sit atelier i Berlin (min oversættelse). Tonen i brevet er euforisk.
Noldes gik en anden vej ind i nazipartiet end den almindelige. Maleren var nemlig medlem af NSDAPs Nordslesvig-afdeling, da han regnede sig selv som en del af det tyske mindretal nord for den dansk-tyske grænse.
I 1916 slog Emil Nolde sig sammen med sin danskfødte kone, Ada, ned i Utenwarf ved Møgeltønder. Fire år senere kom afstemningen, som Nolde ignorerede. Selv sagde han, at han ikke ønskede at stemme imod sin kones fædreland. Men han lagde ikke skjul på, at han følte sig tysk, og at hans sympatier ligger på den tysknationale højrefløj.
Med den ny dansk-tyske grænse blev Emil Nolde dansk statsborger, og han beholdt sit danske pas resten af livet. Det er måske et paradoks, som man skal være født i grænselandet for helt at forstå. Nolde følte sig hverken som nord- eller sydslesviger, ej heller som friser. Hans identitet var vestslesvigsk, og 1920-grænsen opfattede han derfor som ligegyldig.
Som et bevis på dette slog maleren sig i 1927 ned i Seebüll i Nordfrisland, samtidig med, at han beholdt sit danske pas og fortsat var medlem af det tyske mindretal nord for grænsen – hvilket set fra Seebüll egentlig var absurd.
Det er også i dette lys, Emil Noldes medlemskab af nazistpartiet skal ses. I mellemkrigstidens nazistiske rejsning blandt det tyske mindretal i Nordslesvig var et nazimedlemskab normen. Der blev i mange tilfælde set skævt til hjemmetyskere, der ikke bakkede op om de nye nationale toner i riget.
MEDLEM I NORDSLESVIG
Nolde blev ikke medlem af NSDAP fra den ene dag til den anden ligesom otte millioner tyskere. I 1934 tilsluttede han sig en af de mange konkurrerende NS-afdelinger, der fandtes i Nordslesvig, og et år senere blev alle hjemmetyskernes indbyrdes stridende afdelinger ensrettet til NSDAP-Nordschleswig.
Nolde var hermed nazist og medløber i terrorstaten. Var han blot en opportunist, der håbede, at han kunne slippe gennem nazisternes nåleøje? Professor Uwe Danker, direktør for Institut für Schleswig-Holsteinische Zeit- und Regionalgeschichte konkluderede i et indlæg, som han i 2001 holdt på Nordfriisk Instituut i Bredsted i Sydslesvig: “Da Nolde tog skridtet til at melde sig ind i nazipartiet, handlede han ingenlunde naivt. Han var tværtimod meget rationel. Men han tog ikke mindst skridtet, fordi det nazistiske tankegods lå ham nært”.
NOLDES SPIRENDE ANTISEMITISME
Der var mange sammenfald mellem nazisternes filosofi og Noldes, som stod i gæld til Nietzsche.
Nolde gav allerede udtryk for sin spirende antisemitisme i Weimarrepublikken. I selvbiografien “Das eigene Leben” fra 1931 forklarede han sit brud med den jødiske kunstner Max Wittner således: “Raceforskellene kan have været en årsag til bruddet. Min kunst og dens stærke udtryksform var ham fremmed. Sydens mennesker fatter kun vanskeligt det skumrende og fantastiske ved Nordens kunst”.
Uskyldigt? Ja og nej. Nolde tager ord som “raceforskelle” og “den nordiske rejsning” i munden. Men samtidig skal man huske på, at Noldes kunst netop er meget nordisk i sin udtryksform – hans billeder fra marsken især, hans billeder fra det sydlige Stillehav i sagens natur i mindre grad.
Nolde må dog have følt sig hjemme i partiet i mere end én forstand. I 1934 blev hans sprogbrug mere skinger. I “Jahre der Kämpfe” skrev han om jøderne: “Gennem deres ulykkelige bosættelse i det ariske folks byer og gennem deres stærke indblanding i det ariske folks magtapparat og kultur er der gensidigt opstået en uholdbar tilstand”.
Ifølge Nolde måtte jøderne gøre, hvad de ville – blot det skete i deres “eget jødiske rige” – altså Palæstina. Og de havde værsgo ikke at blande sig i tysk politik og kultur. Nolde plæderede for en udvisning af alle jøder fra Tyskland.
Det altafgørende i Noldes forhold til nazismen er dog hans forhold til regimets kulturpolitik. Han håbede at blive en førende repræsentant for “en ny tysk kunst”.
Chancerne så også gode ud – til at begynde med. Propagandaminister Goebbels var stedse i en magtkamp med chefideologen Alfred Rosenberg. Mens Rosenberg kørte en hetz mod al “uren og utysk kunst”, og på “skændselsudstillinger” i Karlsruhe, Stuttgart, Chemnitz og Mannheim, blev de store tyske ekspressionister også vist frem.
Men Goebbels gik imod Rosenberg. Propagandaministeren var især fascineret af billedhuggeren og grafikeren Ernst Barlach og Emil Nolde. Der hang således flere af Noldes akvareller i Goebbels” arbejdsværelse i Berlin.
Nolde var derfor i en ejendommelig situation. Han var begejstret for det nazistiske opbrud i Tyskland, og han håbede inderligt på, at Goebbels ville gennemtrumfe sin magt. Men samtidig med, at han fik personlige indbydelser til ferniseringer fra Goebbels, blev han skændet af Alfred Rosenberg. Præsidenten for Preussische Akademie der Künste sendte en skrivelse til Nolde, hvori han bad den nordtyske kunstner melde sig ud. Men Nolde nægtede. Situationen var forvirrende – indtil 1937.
Noldes billeder kom med på udstillingen med »vanartet kunst« – senere fik han maleforbud.
HANS CHRISTIAN DAVIDSEN 
han er så ulækker 🙂 hehe
Hej Susanna,
det mener jeg nu ikke, Emil Nolde var – ingenlunde.
Der var adskillige kunstnere, intellektuelle o.a., der havde sympatier for dele af fascismens tankegods i 1930erne. Det er blot noget, man ikke har haft den store trang til at tematisere efterfølgende. Både fordi de enkelte involverede har haft en interesse i at nedtone det, eller fordi der har været kræfter, der har ønsket at fremstille de pågældende kunstnere og forfattere i et bestemt lys.
Det er meget vanskeligt og også ofte også farligt at fremstille 1930erne sort-hvidt. Situationen var for mange, mange mennesker vanskelig at manøvrere i. Men det fritager ikke Emil Nolde for skyld, og der er bestemt grund til at forholde sig kritisk til hans fejltrin.
Med venlig hilsen
Hans Christian Davidsen
Hej Hans Christian Davidsen
Jeg kan forstå hvad en krig kan gøre ved folks tankegang og håb om overlevelse. Måske var det en tid som var specielt svær for kunstnere, som levede af udtryk og udtryksform… Men det er svært at finde nogen som helst undskyldning for de antisemitiske udtalelser fra Nolde først i 30érne. Har du nogen kendskab til hvilke billeder Nolde malede, da han boede på Als ved Nørreskoven?
Med venlig hilsen Annette
Hej Annette,
Et citat af kunsthistorikeren Hans Jørgen Bonnichsen (bedre kendt som tidligere chef for Politiets Efterretningstjeneste), der skriver udførligt om Nolde i blandt andet det seneste nummer af Grænseforeningens blad »Grænsen« (december 2009):
»Omgangen med ligesindede naboer og et deraf følgende socialt pres har sikkert gjort det svært at så uden for normen om et nazimedlemskab…. den 5. april 1943 meldte Nolde sig ind i foreningen (det Nationalsocialistiske fællesskab for Nordslesvig, HCD)… Dette medlemskab har nok spilet en større rolle for os, end det har spillet for Nolde. Partiet blev i Tyskland i 1930erne betragtet som et slags »folkefællesskab«, og for Nolde har det formentlig svaret til at melde sig ind i den lokale borgerforening«.
Dette er jo på flere måder et tankevækkende statement, for disse argumenter er jo lig de argumenter, som millioner af tyskere, der meldte sig ind i NSDAP, efter 1945 på lige fod med Nolde har kunnet anvende i deres efterrationalisering. Men fritager det dem for ansvar?
Man skal meget varsomme med at dømme et individs svære valg i et diktatur, men omvendt dog forholde sig til, at det netop var det tyske folk, der valgte Hitler.
Det var en svær tid for Emil Nolde, der netop i 1930erne håbede på at kunne blive en førende repræsentant for en ny tysk kunst. Han havde kunnet træffe et valg for Danmark, eftersom han var dansk statsborger – men hans kunst fik generelt en dårlig kritik i Danmark på det tidspunkt. Det er først efterfølgende, at danskerne har taget Nolde til sig.
Man kan sige, at Nolde fik regningen for sit fatale fejlvalg, da nazisterne i 1937 bandlyste hans kunst. Her så han sig nødsaget til at skrue fuldt op for opportunismen, da han i breve skrev til regimet: »… mine høje idealer var og er i bund og grund de samme, som nationalsocialisterne har kæmpet for at opnå – min hele holdning er præget af kærlighed til Tyskland og dets idealer. Heil Hitler!«
Svar på dit spørgsmål:
Da Emil Nolde boede på Als malede han blandt andet serien »Herbstmeere«, der nærmest opstod i en farverus med fokus på vand og ganske ubetydelige strimler land. På Als malede han også billedet »Troldhøjs have« (1907) og »Forår i stuen« (1904), der indtil den 3. januar 2010 kan ses på særudstillingen »Emil Nolde og Danmark« på Kunsten i Aalborg.
Med venlig hilsen
Hans Christian
Hej Hans Christian
Tak for din kommentar, som svarer meget overens med de tanker jeg har omkring Nolde og “den jord han stampede i” før krigen. Jeg spørger om billederne på Als fordi vi har fået oplyst af en lokalhistorisk entusiast at Nolde opholdt sig en del i vores sommerhus hos sin ven Thomas Klyne, som dengang ejede huset. Vi er synes faktisk Noldes billeder er interesante, og har også læst lidt flyvsk i “Mein Leben,” men vi er ambivalente mht. hans holdninger. Mon ikke en tur til Aalborg står højt på vores ønskeliste til jul ;o)
Venlig hilsen Annette
Hej Hans Christian. Jeg synes det er en meget spændende hjemmeside, men har nu mest interesse i Nolde. Jeg vil høre om du kan svare mig på: Hvad der gjorder at Emil Nolde var så stor en eksponent for den tyske Ekspressionisme?
M.V.H Camilla
Hej Camila,
Kunstredaktør Peter Michael Hornung fra Politiken gik endda så vidt at kalde Emil Nolde for den vigtigste repræsentant for den tyske ekspressionisme, da Hornung anmeldte udstillingen »Emil Nolde og Danmark«, der kan ses på Ordrupgaard frem til den 9. maj 2010. Jeg ved ikke, om man kan sige, at Emil Nolde skulle være »den vigtigste repræsentant for den tyske ekspressionisme« overhovedet. Man kan måske nok sige, at han er den vigtigste repræsentant i en dansk optik. Men i Tyskland bliver han opfattet som en ekspressionist på linje med Max Pechstein, Karl Schmidt-Rottluff, Ernst Ludwig Kirchner, Erich Heckel og Otto Müller.
Men ja – du har ret, Nolde var en vigtig eksponent for den tyske ekspressionisme. Nolde var med i kunstnersammenslutningen Die Brücke, men stod på flere områder ret isoleret af fra sine berømte samtidige (han var kun med i gruppen i godt et år i 1906-1907), og i Danmark fik han også først sin anerkendelse på et sent tidspunkt. Der er flere grunde til, at Nolde har en særlig position inden for den tyske ekspressionisme.
• En særlig placering har hans malerier med motiver fra Det Gamle og Det Nye Testamente, hvor han med ekspressionismens typiske virkemidler viser de stærke følelser med de næsten brutale farver eller i hvert fald brutale farvesammenstød. Formsproget er stærkt forenklet, og for eksempel hans Nadverbillede er forvrænget og grotesk.
• De fleste tyske ekspressionister var tiltrukket af den primitive kunst. Her blev Nolde lidt af en pioner, især i kraft af sin rejse til Rusland, Østen og Stillehavsøerne i 1913-14, der gav stof til billeder med en meget rå kraft.
• Mens mange andre tyske ekspressionister skildrede storbylivets dekadence, fascination og forvirring, så blev Nolde aldrig rigtig storbyens ekspressionist. Han dyrkede i højere grad marskens landskab med de store vidder og det fantastiske farvespil. Her mærkes især hans forbindelse til det nordiske, det dramatiske, det dystre, fabelvæsnerne og ikke mindst hans fascination af motivets opløsning, delvist påvirket af impressionismen og herunder den norske maler Edvard Munch.
Jeg ville dog nogle gange håbe, at danskerne også får øjnene op for nogle af de andre store tyske ekspressionister, der jævnligt markeres med særudstillinger lige syd for grænsen på Schleswig-Holsteinische Landesmuseen/Gottorp Slot i Slesvig. Noldes dobbeltkulturelle baggrund i det danske og det tyske gør ham naturligvis særligt interessant for et dansk publikum, men den tyske ekspressionisme har meget mere at byde på end bare Nolde. Anbefales kan Die Brücke-Museum i Berlin-Dahlem. Ved at studere den tyske ekspressionisme omkring Første Verdenskrig og i mellemkrigstiden får man et godt indblik i de enorme kræfter, der stødte på hinanden i det tyske samfund fra 1900 frem til nazisternes magtovertagelse. Man ser modernismen og avantgarden, der ikke blot var et voldsomt opgør mod naturalismen, men også var præget af de enkelte kunstneres traumer fra Første Verdenskrig, deres angst og rodløshed i det moderne samfund – som en kontrast til det meget traditionelle, småborgerlige Tyskland, hvor nazisternes miskredit (die entartete Kunst) blot var den yderste konsekvens.
Dette sammenstød mellem modernismen og det stærkt traditionelle og dogmatiske oplever vi på mange niveauer i vor såkaldte globaliserede verden i dag.
Med venlig hilsen
Hans Christian Davidsen
Læs i øvrigt:
http://diebruecke-hc.blogspot.com/
http://www.tysk.dk/artikler/bruecke-museum-berlin-kunst-16.html
tusindtak for dit rigtig gode og konkrete svar. er meget spændende at høre om. Der er dog en enkelt ting jeg ikke helt har på det rene. Hvorfor blev emil Noldes kunst forbudt under 2. verdenskrig, da han selv var stor tilhænger af det tyske??? håber du kan give mig lidt mere klarhed på det punkt
M.V.H Camilla
Hej Camilla,
Nolde forregnede sig. Han tog (ligesom mange andre tyskere) grundigt fejl af nazisterne.
Før Noldes kunst blev kategoriseret som »Entartet« af nazisterne, havde han et håb om at kunne blive en førende repræsentant for tysk kunst. Men Noldes baggrund var Weimarrepublikken. Det var i denne periode, at han fik sin kunstneriske anerkendelse.
Det var slet ikke unormalt at træde ind i nazistpartiet. Blandt det tyske mindretal i Nordslesvig (Sønderjylland) var det mere unormalt ikke at træde ind i partiet. Det at melde sig ind i nazistpartiet blev i 1930erne vidt og bredt i Tyskland opfattet som at gå ind ind i en form for folkefællesskab. Det har også været Noldes bevæggrund. Han har ment det helt oprigtigt med sin forkærlighed for det tyske, men når man læser hans tekster, mener jeg også, der skinner lidt opportunisme igennem. Det er svært at løbe fra, og jeg er kritisk over for de kræfter, der forsøger at bortforklare eller nedtone dette.
Alligevel er det svært at give dig helt klarhed, for vi ser jo meget med eftertidens briller, og med det syn er det ofte vanskeligt at komme med en uddybende forklaring. Men faktum er, at Nolde simpelthen ikke må have fattet, hvad det var, nazisterne ville med kunsten, nemlig en småborgerlig ensretning, for de ville bestemt ikke det, han ville, og de ville ikke den kunst, han stod for. Det forstod Nolde først meget sent.
En del kunsthistorikere har forsøgt at frikende Nolde for hans tilknytning til nazismen, og det er ikke rimeligt. Man kan forklare, hvorfor han blev draget af nazismen, og det gjorde han i høj grad via sin hjemstavnsfølelse. Denne hjemstavnsfølelse var i Nordslesvig og Slesvig-Holsten stærkt knyttet til nationalsocialismen. Han kunne nemlig have valgt sit danske statsborgerskab til at flytte til Danmark og bosætte sig dér, men den tanke lå Nolde meget fjern.
Men svaret er, at Noldes kunst var helt uforenelig med nazistpartiets ideologi. Hitler og Alfred Rosenberg (der var nazistpartiets hovedtalsmand på området) forbandt kunst med politiske doktriner og angreb hele den moderne kunst som »politisk og kulturel anarki«).
Den nazi-godkendte kunst var derimod gennemsyret traditionel i både idé og teknik og havde som oftest heroiske motiver. Regnestykket gik simpelthen ikke op.
Med venlig hilsen
Hans Christian Davidsen
Kære Hans-Christian Davidsen.
Tak for en fin og spændende redegørelse.
Det følgende er en konkret forespørgsel:
Nolde malede vist nok kun et alterbillede, nemlig billedet “Jesus i Emmaus”. Det var et bestillingsarbejde fra menighedsrådet i Ølstrup sogn ved Ringkøbing, som et mit fødesogn.
Det skulle derfor interessere mig, om du kunne sætte mig på sporet af to Nolde-malerier, som han malede, medens han opholdt sig i Ølstrup for at male alterbilleder. Titlen på billederne skulle være hhv “Ved punschen” og “I smedien”.
Malerierne hører vist ikke til hans mest anerkendte, men for mig, og os med tilknytning til Ølstrup har de stor betydning. Personerne på billeder er genkendelige personer, som på daværende tidspunkt befandt sig i Ølstrup. Mange slægtninge, deriblandt jeg selv, interesserer sig derfor forståeligt nok for for disse malerier.
Ved du, hvor de findes? I min søgning har tidligere oplyst, at de skulle være solgt ved auktion i Berlin for år tilbage. Andre mener, de befinder sig på Gottorp Slot. Men min net-søgning her har ikke givet noget resultat. Kan du lede os på sporet?
Mange hilsner
Jens Bilgrav-Nielsen. ( døbt og konfirmeret i Ølstrup kirke )
Kære Jens Bilgrav-Nielsen,
Her er vi ude i et detaljespørgsmål, som jeg vil være forsigtig med at svare på. Jeg har gransket den litteratur, jeg har stående på bogreolen om Emil Nolde, og også forsøgt mig med en hurtig netsøgning på tysk, men uden resultat. Jeg tror, du har ret: Malerierne er ikke lige de nemmeste at komme på, formentlig fordi, som du skriver, de ikke hører til Noldes mest anerkendte. Det gør dem dog ikke mindre interessante.
Jeg er mindst 1-2 gange om året på besøg på Nolde-museet i Seebüll, den ene gang i forbindelse med den årlige åbning i marts. Her understreger direktøren for Nolde Stiftung, dr. Manfred Reuther, gang på gang, hvor væsentligt det er for museet, at kunne vise Nolde-værker, der ikke tidligere eller kun sjældent har været vist på museet. Så her skulle da ligge en spændende ny mulighed. Museet viser primært Nolde-værker fra egen bestand, men dog også lån fra andre samlinger – af og til også private.
Nolde-museet ligger naturligvis inde med en fortegnelse over Noldes værker med diverse data, herunder ejerforhold. Jeg vil derfor primært foreslå, at du tager kontakt til museet: http://www.nolde-stiftung.de/ Sekundært retter henvendelse til det kunsthistoriske museum på Gottorp Slot i Slesvig: http://www.schloss-gottorf.de
Vi omtalte selve alterbilledet i Ølstrup i en artikel i Flensborg Avis ved sæsonåbningen i 2006. Det skete i en sammenhæng, hvor vi nævnte, at biledet var en inspiration fra Noldes møde med Rembrandts billeder på Louvre i Paris i 1900. Men jeg har desværre ikke udstillingsmaterialet liggende, så jeg kan ikke sige dig, om det var fordi de to Nolde-malerier »ved punschen« og »I smedien« skulle være blevet vist i 2006.
Jeg er sikker på, at kunsthistorikerne på Nolde-museet vil være dig behjælpelig, og jeg hører meget gerne fra dig, hvis du finder ud af nyt om billederne.
For en god ordens skyld skal jeg tilføje, at ledelsen af Nolde-museet i Seebüll ikke bifalder indholdet i den artikel, jeg her har lagt ud på nettet. Dr. Manfred Reuther har i sin kritik i 2001 anført, at vinklen er strammet, og at citaterne er problematiske. Jeg er selvsagt ikke enig. Jeg mener, at man med alt det, der er skrevet om Emil Nolde, kan undre sig over, at der ikke foreligger mere om netop denne side af malerens livshistorie. Jeg opfattede det sådan, at der i Danmark i en lang årrække (efter den første ligegyldighed omkring maleren i efterkrigsårene) var tegnet et billede af maleren, der blev forbudt at male af nazisterne. Men der var altså også en anden side. At det slet ikke var så ualmindeligt, at fremtrædende personligheder i 1930erne havde sympati for nazisternes tankegods, det er en helt anden sag.
Med venlig hilsen
Hans-Christian Davidsen