SPREEWALD

Ligesom venetianerne fandt sorberne beskyttelse i et område, som ingen hær kunne nå – og her har nedersorberne bevaret deres kultur trods flere krige, nazi-diktatur, sovjetisk besættelse og Berlin-mur. (Fotos: Hans Christian Davidsen)

Meget mere end syltede agurker

 

DER ER MANGE OMRÅDER I TYSKLAND, man kan undre sig over, at udenlandske turister farer forbi. Spreewald i Lausitz er et af dem – et gammelt sorbisk kulturområde, en verden, hvor man kun kommer frem ad vandvejen.

Byskiltene er tosprogede i Lausitz i det tidligere DDR. Men skinnet bedrager. Der tales slet ikke to sprog i denne del af Brandenburg, det gamle sorbiske kulturområde mellem Berlin og Cottbus (Chosebuz). Det sorbiske sprog lever derimod kun i lommer længere mod syd, omkring Bautzen i Sachsen.
Men hvorfor så overhovedet dobbeltsprogede byskilte på tysk og sorbisk? Det har bådføreren i Spreewald en god forklaring på -uden at gøre krav på videnskabelighed.
– DDR ville gerne vise ansigt udadtil og skiltede bogstaveligt talt med, hvor godt regimet var ved sorberne. Og i det genforenede Tyskland ville det jo være meget uklædeligt, hvis man så direkte droppede skiltene, siger Uwe.
– Der findes da nogen, der lærer sorbisk på aftenskole, eller øver det i hjemstavnsforeninger. Men man kan ikke gå ind til en bager og bestille sine Brötchen på sorbisk, siger han.
Bådføreren Uwe lever af at sejle turister rundt ad de små bække og åer i Spreewald, Europas største indlandsdelta. Et unikt kulturlandskab og naturområde, som man må forundres over, stort set ingen udlændinge har fået øje på. Spreewald bliver stort set kun nævnt i tyske rejseførere og besøges derfor også udelukkende af tyske turister.
Uwe sejler – eller rettere skubber – en såkaldt Kahn, en fladbundet båd uden køl rundt i landskaber, der ofte kun er tilgængelige ad vandvejen.

 

Postbud Jutta Pudenz i Spreewald kommer rundt til husene med sin egen fladbundede pram. Derfor står de private postkasser også ved åer og kanaler.

POSTBUD PÅ VANDET

Det lokale postbud i landsbyen Lehde, Jutta Pudenz, har da heller ingen cykel. Hun sejler også rundt fra hus til hus på en båd og bruger det lange skaft til at sætte af med på bunden af de små vandveje. Hendes båd bærer på reglementeret vis postvæsenets gule farve med sort posthorn, og brevkasserne foran husene vender ud mod vandvejene i denne amfibiske verden – et kæmpestort stykke Venedig lige syd for millionbyen Berlin.

Men det er ikke kun turister og post, der fragtes rundt på prammene. Om bord er alt fra svin til mælk, grøntsager og gødning. I Spreewald er dog hverken rentabelt landbrug eller industri – det er jorden simpelthen for blød til. Der er kun plads til en stille sameksistens af skov, floder og mennesker. Området er beskyttet som et kulturlandskab, en biosfære, der forudsætter, at mennesket kultiverer området, og altså ikke en nationalpark, hvor al menneskelig aktivitet skal holdes på et minimum.
Spreewald er et flodlandskab på cirka 500 kvadratkilometer – øen Als er til sammenligning lidt over 300 kvadratkilometer. Området er opkaldt efter floden Spree, der her deler sig i et fintmasket net af kanaler og bække. Gårde og huse vender facaden ud til vandvejene, mens de rigtige veje er små og dårlige og ofte kun har ringe betydning. Spreewald er stille og smuk natur, og i DDR var det et af de mest eftertragtede ferieområder for både almindelige østtyskere og partipampere.

 

Spreewald byder på Europas største indlandsdelta. Mange steder er det umuligt at komme frem med bil, og derfor byder de mange vandveje på en enestående stilhed.

 VENDERNES EFTERKOMMERE

Hele herligheden kan man besøge ved selv at lade sig transportere med en af de fladbundede både – eller man kan leje en kano eller kajak. Og undervejs ser man de typiske Spreewald-huse opført i træ, med stråtækt tag og træfigurer af to krydsende slanger på toppen af taget. Slangen var tegn på lykke og styrke i den vendiske kultur, og sorberne i Lausitz er den sidste rest af venderne, den store befolkningsgruppe, der i slutningen af folkevandringens tid kom til Nordtyskland østfra.
Venderne, der tilhørte den vestslaviske sproggruppe, er også kendt i danmarkshistorien. Venderne lå ofte i stridigheder med danskerne, og under ledelse af Absalon slog danskerne i 1169 venderne noget så eftertrykkeligt i et slag på Rügen. Venderne var herefter nødt til at anerkende den danske konge, Valdemar den Store, som deres overherre.
Mange ældre sorbere i Lausitz fremhæver den dag i dag, at de er vendere, og det er mere end blot et smart turistslogan, at Spreewald kaldes for “Vendernes Venedig”. Sorberne blev nemlig drevet på flugt fra et område længere nordpå i Brandenburg og valgte at slå sig ned i de svært tilgængelige sumpe og moseområder omkring Spree.
Ligesom venetianerne fandt sorberne beskyttelse i et område, som ingen hær kunne nå – og her har nedersorberne bevaret deres kultur trods flere krige, nazi-diktatur, sovjetisk besættelse og Berlin-mur.
60.000 sorbere bor der i området fra Bautzen til Oberspreewald-Lausitz, og de tilhører et af Tysklands fire anerkendte mindretal.

 

Spreewald er et flodlandskab på cirka 500 kvadratkilometer – øen Als er til sammenligning lidt over 300 kvadratkilometer. Området er opkaldt efter floden Spree, der her deler sig i et fintmasket net af kanaler og bække.

 AGURKEMUSEUM

For de fleste tyskere er Spreewald dog kendt for noget helt andet – nemlig Spreewälder Gurken. Landsbyen Lehde huser verdens eneste museum for syltede agurker. Museet findes i et tidligere familielandbrug baseret på agurkeavl og har stadig en lille produktion til demonstrationsbrug for museumsgæsterne. Tager man en rundvisning bliver man tilbudt smagsprøver på stribe, for Spreewäldere findes med både løg, peberrod, hvidløg, krydderier og et væld af forskellige urter.
Efter murens fald var mange af de lokale bønder bange for, at EU ville oversvømme Østtyskland med langt billigere agurker syltet i masseproduktion. Derfor søgte de om at få Spreewälder godkendt som et regionalt varemærke ligesom Champagne og Cognac. Det lykkedes. Den 18. marts 1999 trådte Council Regulation 2081/92 i kraft.
Oveni kom så en masse gratis reklame i filmen “Goodbye Lenin!” i 2003. I denne film har en partitro mor ligget i koma under omvæltningerne i DDR i 1989-90, og for at hun ikke skal risikere endnu et hjerteslag, forsøger sønnen at opretholde illusionen DDR – blandt andet ved at tømme supermarkederne for hendes livret, “Spreewäldergurken” med dåsemærkater fra DDR-tiden.
Efter filmsuccesen kan Spreewälder-fabrikken melde om “betydelig øget omsætning”, som det hedder på museet i Lehde.
Ligesom nordfriserne hvert år kårer deres “Lammedronning”, bliver der selvfølgelig også kåret en “Agurkedronning” i Spreewald, og i alle områdets byer er årlige agurkefestivaler med agurkeparader og agurkekonkurrencer.
Det er gået helt agurk.

Zum Wohl!

4 svar til SPREEWALD

  1. Hanne Brogaard Oxdam siger:

    Ja, hvorfor pokker besøgte man først Spreewald onsdag den 12. maj 2010? Desværre i silende regn, men der var smukt alligevel. Et fantastisk område og en spændende historie. Postkasserne der er noget smukkere, end de rædsler vi har fået sat op i vore opgange i DK. Tak for en spændende artikel på nettet, som jeg lige har læst. Årsagen til vort besøg var egentlig Dresden – hvilken oplevelse, men vi var glade for at opleve spreewald.

    Mange venlige hilsener

    • Hej Hanne,
      Det er naturligvis lidt upraktisk at blive våd, når det ikke lige er i et brusebad. Jeg har selv haft den ære at opleve Spreewald i både solskin og regnvejr og kan fastslå, at området er ligeså kønt vådt som tørt.
      mvh
      Hans Christian Davidsen

  2. margit siger:

    Er ved at planlægge sommerens tur til først Berlin og så Spreewald. Jeg vakler mellem at indlogere os på hhv Lübben og Lübbenau camping. Det tog mig et stykke tid at regne ud det var 2 forskellige byer! Måske du ved, hvilke af disse 2 steder, der vil placere os mest i hjertet af Spreewald, og give det bedste udgangspunkt for en dagstur i kajak?
    mvh Margit

    • Hej Margit,
      Lübbenau ligger klart mest centralt og tættest på Oberspree-området, som er det mest interessante. Det er området omkring landsbyerne Lehde og Leipe umiddelbart øst for Lübbenau, området omkring kroen »Wotschofska«, som man kun kan nå til fods eller med kajak, området fra kanalen Nordumfluter til Südumfluter i nord og syd til landsbyen Burg i øst.
      Mellem Lübbenau og Lübben (I er ikke de eneste, der har forvekslet de to byer) bliver Spree-floden igen til Hauptspree og den amfibiske verden med et virvar af vandløb bliver lidt mere til en »ordinær motorvej«. Afstanden mellem de to byer er dog kun ganske lille.
      Jeg kender ikke så meget til campingpladserne i området. Vi har selv overnattet begge steder og gerne i Lübben, fordi vi godt kan lide at bo på vandrerhjem, når vi rejser i Tyskland. Lübben har nemlig et fint vandrerhjem. Men for dagsture i kajak er Lübbenau efter min mening klart at foretrække.
      Et lille Geheimtip: Restauranten i den gamle Kreisbahnhof i landsbyen Burg er værd at besøge – også selv om man ikke er jernbaneentusiast. Her får man drikkevarerne og desserten bragt ud med modelbanetog, der kører ud til de enkelte borde. Restauranten er fyldt med gamle ting og sager fra gamle jernbanetider: Stationsskilte, »spejlæg«, billetter, signaler osv.
      God tur – Spreewald er et rigtig fedt sted. Et af Tysklands MANGE spændende hjørner. Nok Berlin interessant – men der er også rigtig meget andet.
      Viele Grüße
      Hans-Christian Davidsen

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s