VERDENS STØRSTE SKIBSKATASTROFE

Wilhelm Gustloff sank 30. januar 1945 i Østersøen ved den pommerske by Stolpmünde, efter at være blevet ramt af 3 torpedoer fra den sovjetiske ubåd S-13. Pga en radiomelding, der indkom under afrejse, om at et minesøgerfartøj befandt sig i farvandet, slog mandskabet belysningen på for at undgå et sammenstød. Belysningen bidrog til, at ubåden fik øje på skibet og sænkede det.

Wilhelm Gustloff sank 30. januar 1945 i Østersøen ved den pommerske by Stolpmünde, efter at være blevet ramt af 3 torpedoer fra den sovjetiske ubåd S-13. Pga en radiomelding, der indkom under afrejse, om at et minesøgerfartøj befandt sig i farvandet, slog mandskabet belysningen på for at undgå et sammenstød. Belysningen bidrog til, at ubåden fik øje på skibet og sænkede det.

Den 30. januar 1945 blev det tyske flygtningeskib »Wilhelm Gustloff« sænket af den russiske ubåd S13. 9343 mennesker druknede – halvdelen var børn. 1239 blev reddet. Tragedien er beskrevet i Guido Knopps bog »Die grosse Flucht«.

 

DA TITANIC SANK, omkom 1513 mennesker. På Østersøen skete i januar 1945 en skibskatastrofe, der var næsten syv gange større. Omkring 10.000 mennesker (det nøjagtige tal kendes ikke) mistede livet ved dette verdens største skibsforlis.

KLOKKEN 12.30 DEN 30. januar 1945 forlod lazaretskibet »Wilhelm Gustloff« Gotenhafen – det nuværende Gdynia i Polen – i Danzig-bugten. Mere end 10.000 mennesker var proppet om bord på skibet. Det højst tilladte antal var 2000 mennesker. I vinteren 1944-45 var Den røde Hær rykket ind i Østpreussen. Med en knibtangsmanøvre fra Memel nordøst til Elbing i sydvest var godt 2,5 millioner tyskere spærret inde.

Deres eneste mulighed var at flygte over det tilfrossede Frisches Haff og videre ad en smal landtange til Gotenhafen. Herfra var der kun flugten over Østersøen tilbage – til sikre havne i vest, heriblandt Kiel og Flensborg. På kajen i Pillau ved Königsberg og i Gotenhafen stod tusindvis af mennesker i temperaturer på ned til 30 minusgrader og håbede på skibe, der kunne transportere dem vestpå. De fleste af flygtningene havde allerede rejst til fods og på hestevogne ad snedækkede landeveje og over tilfrosne nor. Først i allersidste øjeblik tillod nazisterne den østpreussiske befolkning at forlade deres hjem. Da var det allerede for sent for mange. Og skibene var håbløst overfyldte.

»DEN 30. JANUAR GIK det endelig løs, efter at vi i flere dage havde ventet på afgang. Vi var i en euforisk stemning. For os var »Wilhelm Gustloff« en sikker tilflugt”, fortæller marinehjælperen Ursula Schulze i historikeren Guido Knopps »Die grosse Flucht« – en bog, der blev udsendt i forbindelse med ZDFs dokumentarserie om fordrivelsen af den tyske befolkning øst for Oder-Neisse samt Sudeterlandet. Kahytter, korridorer, dæk, ja, selv det tømte svømmebassin var i brug, da Wilhelm Gustloff sejlede ud på den minerede Østersø. Dét havde aldrig været meningen med skibet. »Wilhelm Gustloff« løb af stabelen i Hamborg i 1937 og blev opkaldt efter en myrdet schweiziske nazileder. Skibet var det første af en stor flåde under Kraft durch Freude, den nazistiske sports- og ferieorganisation. Før krigen brød ud, bragte »Wilhelm Gustloff« tusinder af feriererede arbejdere i Det tredje Rige til Middelhavet og de norske fjorde.

EFTER DATIDENS FORHOLD var propagandaskibet enestående. Det målte 208,5 meter i længden og 56 meter fra køl til mast, havde ti dæk, to store promenadedæk og en skorstensattrap, der ragede 13 meter op i luften. Alle kahytter var ens. Kun én kahyt skilte sig ud. Men her nåede Føreren aldrig at overnatte.

Kaptajnen var den 30. januar 1945 den 63-årige Heinrich Petersen. Overlevende vidner beskriver ham bagefter som »rystende nervøs«. Stemningen mellem ham og første officer Reese var dårlig. Ved spidsen af tangen Hela skulle Heinrich Petersen træffe det skæbnesvangre valg: – Skulle han tage dybsø-ruten nord om Stolp Banke og syd om Bornholm? En rute der havde den fordel at være mine-fri, men som ville være næsten umulig at redde passagererne i land fra, hvis »Wilhelm Gustloff« skulle blive ramt af en russisk ubåd. – Eller skulle han tage ruten langs Pommerns kyst? En rute, der var befængt af russiske miner, men hvorfra passagererne ville kunne reddes i land til havnebyerne Stolpmünde, Kolberg eller Swinemünde. Heinrich Petersen valgte den første rute med en hastighed på 12 sømil i timen.

Orlogskaptajn Zahn – med ubåds-erfaring – anbefalede mindst 15 sømil i timen for at kunne undvige russiske ubåde. Endnu mere alarmerende var, at »Wilhelm Gustloff« sejlede uden eskorte. Den tyske krigsmarine-historiker Cajus Bekker forklarer i sin bog »Ostsee – Deutsches Schicksal 1944-1945«, at officerne fra ubådsflåden i Danzig-bugten ikke ville vente længere. De havde fået ordre til hurtigst muligt at rykke mod vest.

RALPH WENDT VAR STABSLÆGE om bord på »Wilhelm Gustloff«. Han beretter i Guido Knopps »Die grosse Flucht«, hvordan skibet sejlede med positionslys. Han kunne ikke tro sine egne øjne: »Jeg tænkte: Det kan ikke passe. At sejle i fjendens område med positionslys. Kaptajnerne tissede i deres egen seng (»Bettnässer«)«. Manden, der fik over 9000 menneskeliv på sin samvittighed, hed Alexander Marinesco – kaptajnen på den sovjetiske ubåd S13, der skød kvinder, børn og gamle ned i det iskolde hav. Men »Wilhelm Gustloff« var også et lazaretskib med soldater om bord – og derfor i krig et legitimt bytte. Marinesco var kaptajn på prøve og havde behov for at vise, hvad han duede til. S13 havde indtil den 30. januar haft begrænset succes. Klokken 21.05 fik S13 den tyske flygtningetransport i periskopet.

 

»Wilhelm Gustloff« sank på mindre end 50 minutter. Fordi skibet var overfyldt, var der altfor få redningsbåde.

»Wilhelm Gustloff« sank på mindre end 50 minutter. Fordi skibet var overfyldt, var der altfor få redningsbåde.

 

UBÅDEN LÅ PÅ PARALLELKURS med »Wilhelm Gustloff« og lod tre torpedoer hamre ind i skroget på det tyske skib. Den næste times tid udspillede sig scener, som forfulgte de cirka 1000 overlevende resten af livet. Redningsbådene var for størstedelen ikke klargjort. De fleste var frosset fast. I den første redningsbåd, der gik i vandet, sad de tre kaptajner, beretter indskibningsofficer Hans-Joachim Elbrecht, som overlevede katastrofen. Nogle af dem, der først omkom i det iskolde vand, var nogle af de første, der kom i redningsbådene. »Jeg så, hvordan en redningsbåd blev sænket i vandet. Den venstre firetov løsnede sig pludseligt, mens det højre var frosset fast. Båden tippede i lodret position, hvorefter kvinder og små børn røg direkte ned i vandet. De havde ikke en chance«, beretter marinehjælperen Inga Rothschild.

 

Den tyske kaptajn hed Heinrich Petersen. Overlevende vidner beskriver ham bagefter som "rystende nervøs".

Den tyske kaptajn hed Heinrich Petersen. Overlevende vidner beskriver ham bagefter som “rystende nervøs”.

 

OM BORD SKREG BØRN på deres mødre. De uheldige, der befandt sig på promenadedækket, kunne se deres chance for at overleve på den anden side af glasset. Selv om der blev hamret løs, lykkedes det ingen at få slået hul på glasset. »Håndfladerne blev presset mod glasset i en sidste bøn om hjælp. Vi kunne intet gøre. Hvor forfærdeligt det var at se disse ansigter, kommer jeg aldrig til at kunne beskrive«, fortæller en af de overlevende.

 

»De mennesker, der blev indhentet af vandet, simpelthen stivnede og døde på stedet«, husker maskinisten Johann Smrczek. Mennesker er værre end dyr, når det gælder kampen for at overleve, fortæller flere af de overlevende samstemmende. Når mennesker i redningsveste hagede sig fast i redningsbåde, hamrede de heldige, der sad i båden, på de nødstedtes fingre for at få dem til at give slip. Alle frygtede overvægten i de overfyldte både. Imens gik »Gustloff« langsomt, men sikkert ned. »Ved alle udgange stod kvinder, børn og gamle mænd. Vi kunne ikke sige til dem, at de skulle hoppe i vandet. Alle ventede bare, og skibet gik længere og længere ned. Én efter én blev klyngerne ædt af vandet. Når bølgerne kom, lød der et kor af skrig. Så var det de næstes tur, og bagefter de næstes… det var rædselsfuldt…«, fortæller Hans-Joachim Elbrecht, der selv sad i en redningsbåd. 1239 skibbrudne blev reddet i land af tyske torpedofartøjer og redningsskibe fra Kolberg, Swinemünde og Sassnitz.

 

Kaptajn Alexander Marinescos skæbne blev efter krigen indhyllet i mørke. Han passede ikke ind i begreberne om en ægte sovjetisk helt. Han døde i 1963 i fattigdom i Sibirien, men blev i 1990 rehabiliteret af Gorbatjov.

Kaptajn Alexander Marinescos skæbne blev efter krigen indhyllet i mørke. Han passede ikke ind i begreberne om en ægte sovjetisk helt. Han døde i 1963 i fattigdom i Sibirien, men blev i 1990 rehabiliteret af Gorbatjov.

 

OVER 33.000 FLYGTNINGE FRA Østpreussen omkom under redningsaktionerne over Østersøen. Men det lykkedes også at evakuere 2,5 millioner under kaotiske omstændigheder. »Sænkningen af »Gustloff« var ingen krigsforbrydelse. Vi havde ammunition og våben om bord, og der var tilmed soldater på skibet«, erkender en af de overlevende, Wilfried Harthun fra det tidligere Gdingen. »Wilhelm Gustloff« ligger endnu på havets bund cirka 150 kilometer øst for Bornholm. Vraget er erklæret som mindested, hvor nysgerrige dykkere ikke har adgang. Kaptajn Alexander Marinescos skæbne blev efter krigen indhyllet i mørke. Han passede ikke ind i begreberne om en ægte sovjetisk helt. Han døde i 1963 i fattigdom i Sibirien, men blev i 1990 rehabiliteret af Gorbatjov.

Guido Knopp: Die grosse Flucht. 416 sider, udkom i 2001 og er udsendt i flere reviderede udgaver (Econ). Også udsendt på dansk med titlen »Den store flugt« (Schønberg).

HANS CHRISTIAN DAVIDSEN

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s